Efter workshops for Fremtidens Folkeskole kommer høring og borgermøder
Workshops for skolernes nærmeste i første omgang, og derefter afholdes åbne borgermøder.
Arbejdet med at udvikle rammerne for fremtidens folkeskole i Norddjurs Kommune er i fuld gang. Det sker i første omgang i et forløb med inddragelse af medarbejdere, forældre, elever, ledere og politikere.
I marts-april har der været afholdt tre workshops. Den første med et blik på de nuværende rammer, næst efter en workshop med et kig ud til fremtidens bedste folkeskole, og til sidst en workshop, der rummede drøftelse af anbefalingerne til fremtidens folkeskole og et første kig på, hvordan man vil kunne arbejde med at finde konkrete veje til implementering.
Formand for udvalget Aleksander Myrhøj understreger, at det der omtales som ’scenarier’ i oplæggene fra workshop 3, skal ses som et bud på metoden til at arbejde med skolestruktur og implementering af anbefalingerne, ikke som færdige bud på løsninger.
»Det er ikke konkrete oplæg eller færdige løsninger men afsæt for input i forhold til metoden«, understreger udvalgsformanden, der dog ikke kan afvise, at lignende scenarier kan være i spil, når der skal tages endelig stilling.
»Det er for tidligt at give endelige bud på, hvad der konkret vil blive brug for at ændre, og hvad det kræver, koster med mere.«
Anbefalingerne behandles på Børne, Familie- og skoleudvalget 27. maj og sendes forventeligt derefter i høring fra 28. maj.
Åbne borgermøder
I løbet af juni er der åbne borgermøder, hvor alle kan høre om skoleområdets tilstand i dag, anbefalingerne fra workshops og processen med at skabe fremtidens folkeskole i Norddjurs. Sideløbende kører høringsfasen, hvor borgere opfordres til at give deres mening til kende om anbefalingerne.
Det er Auning Skole 9. juni klokken 18.30-20, Søren Kanne-skolen, afd. Vestre, 11. juni, klokken 19-20.30, Børneby Midt, Glesborg Skole, 15. juni klokken 18.30-20 og Børneby Nord, Langhøjsskolen, 18. juni klokken 18.30-20.
Det forventes at anbefalingerne behandles i Kommunalbestyrelsen den 18. august.