Frivillige bar projektet – fagfolk tog asbesten
Rostved Beboerforening samlede fonde, håndværkere og lokale kræfter om en total tagrenovering.
Frivillige kræfter har været afgørende for, at Rostved Forsamlingshus nu står med nyt tag og forbedrede faciliteter.
I marts 2024 blev der konstateret et begyndende hul i det gamle asbesttag. Bestyrelsen og en lang række lokale borgere gik straks i gang med at sikre både finansiering og praktisk hjælp til renoveringen.
Formanden for Rostved Beboerforening, Martin Laustsen, understreger betydningen af det lokale engagement: »Det har været helt afgørende, at så mange frivillige har bidraget. Uden deres indsats var vi aldrig kommet i mål med projektet.«
Da håndtering af asbest kræver autoriserede fagfolk, kunne foreningen ikke selv stå for nedtagningen. Bestyrelsen igangsatte derfor en omfattende fondsansøgning, samtidig med at ønsket om bedre akustik og et mere moderne udtryk for forsamlingshuset blev en del af projektet.
Efter flere måneders arbejde med at finde tagfirmaer, søge fonde og beskrive projektet blev det godkendt på generalforsamlingen sammen med et byggelån fra Rønde Sparekasse.
Fonde støttede projektet
I alt blev der bevilget 790.000 kroner til projektet. Nykredits Fond bidrog med 500.000 kroner, Syddjurs Kommunes Landsbyfornyelsesfonden med 235.000 kroner, Sparekassen Danmark (Østjylland) med 50.000 kroner, og Distriktsrådet med 5.000 kroner.
»Vi havde ikke haft mulighed for at skifte taget uden støtte fra fondene. Det er en stor investering for en lille forening som vores,« siger Martin Laustsen.
Taget blev udskiftet af MC Tag, der stod for arbejdet med håndtering af asbesten.
Stærkt lokalt engagement
Frivillige fra foreningen deltog i fondsansøgninger, indsamling af viden, koordinering af projektet og håndværkere, nedrivning indendørs, renovering af lofter samt rengøring. Arbejdet begyndte 2. januar, og den officielle åbning fandt sted i sidste måned.
To lokale håndværkere, Ulrik Ginnerup Klinge og Søren Paulman, har ifølge Martin Laustsen ydet en særlig indsats sammen med omkring 30 frivillige og bestyrelsen for at få projektet i mål.
»Det har været imponerende at opleve, hvordan byen er rykket sammen om opgaven. Mange har lagt mange timer i huset, og det har styrket fællesskabet,« fortæller Martin Laustsen.
I sin åbningstale sagde Martin Laustsen da også med god ret: »Så et stort tak og ikke mindst tillykke til os alle sammen i Rostved Beboerforening, som nu har et moderne forsamlingshus med nyt tag, som kan danne ramme for vores by og fællesskab i mange år ud i fremtiden.«