Fortsæt til indhold

Rådmand lagt for AGF-had efter kontroversielt Facebook-opslag – nu er det slettet, og han har sagt undskyld

Michael Christensen var lidt for hurtig på tasterne, da han ville drille AGF fra rådhuset. Facebook-opslaget er nu slettet, og et nyt er skrevet.

Samfund

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Michael Christensen (LA), kom mandag i modvind, efter han smed et opslag på sin Facebook-profil med to fotos af sig selv, holdende AGF’s nyvundne DM-pokal i en FC Midtjylland-trøje under sin lyseblå skjorte.

Michael Christensen skrev følgende:

»Tillykke til Aarhus, husk den er kun til låns«.

Med henvisning til, at Aarhus-klubben får udfordringer med at forsvare pokalen til rivalerne fra Midtjylland, der i den forgangne sæson bejlede til DM-titlen, men måtte nøjes med sølv.

Borgmester Winnerskjold (S) med rådmændene. Tre af dem er iført AGF-trøjer, mens Michael Christensen har en FC Midtjylland-trøje under jakkesættet og skjorten. Foto: Jonas Wrede Hansen

På den baggrund røg rådmanden ind i, hvad der bedst kan betegnes som, noget af en shitstorm i kommentarsporet.

Og derefter væltede det ind med kommentarer, der i den grad kritiserede Michael Christensen.

Både fra AGF-fans, men også fra AGF’s bestyrelsesformand, Lars Fournais, der skrev:

»At en rådmand i Aarhus udviser så lidt format og dømmekraft på AGF’s og byens store dag siger meget om dig, Michael Christensen, du burde slet ikke tage den pokal i dine hænder og få en eller anden tosse til at tage dette totalt pinlige foto af dig. At du åbenbart er FCM-fan har jeg ikke noget imod, men jeg har noget imod, at du bruger netop denne lejlighed til at skilte med det. Det tror jeg, der er mange, der vil minde dig om næste gang, der er valg til byrådet!«

Poul Guldborg, tidligere TV-værk, og gigantisk AGF-fan, er også fløjet til tasterne:

»I Australien har man et fint ordsprog: ”Bid aldrig den hånd, der fodrer dig”. Nu har manden så slettet sit opslag og sagt undskyld.... Problemet med at ”skide i nælderne” er - at man først brænder røven, mens man skider, og bagefter fingrene, når man prøver at samle lorten op.....«

Som følge af det slettede Michael Christensen sit oprindelige opslag og skrev et nyt.

»Jeg har slettet mit seneste opslag. Det var dumt og ikke på sin plads midt i byens fejring. Jeg elsker Aarhus, og jeg nyder fodbold i enhver form. Jeg ønsker hele Aarhus tillykke med mesterskabet – det er fuldt fortjent,« skrev rådmanden i sit nyeste opslag.

Rådmanden har efterfølgende slået muligheden for kommentarer til oplaget slået fra.