Fortsæt til indhold

Fra stærk håndboldkvinde til direktørkontoret: »Kunderne kan mærke det, når medarbejderne trives«

Afdelingsdirektør Susanne Talbo markerer 25 år i Sparekassen Kronjylland med åbent hus i Skanderborg.

Samfund
bo

Når Susanne Talbo den 1. juni kan fejre 25-års jubilæum i Sparekassen Kronjylland i Skanderborg, er det med et arbejdsliv, der i høj grad er blevet levet lokalt.

»Jeg tror på, at kunderne kan mærke det, når vi har tilfredse medarbejdere,« siger Susanne Talbo.

Den 64-årige afdelingsdirektør er født i Aarhus, men flyttede som barn til Stilling. Her har hun stadig sin base, og her har både arbejdsliv, familieliv og foreningsliv haft et solidt omdrejningspunkt.

Susanne Talbo blev udlært i Provinsbanken, der senere blev en del af Danske Bank. Siden arbejdede hun blandt andet i afdelingerne i Aarhus, Hørning og Stilling, inden hun i 2001 vendte tilbage til Skanderborg og begyndte i det daværende Sparekassen Østjylland, som senere blev en del af Sparekassen Kronjylland.

I 2008 blev hun afdelingsdirektør i Skanderborg, og den rolle har hun haft siden, oplyser banken i en pressemeddelelse.

For Susanne Talbo handler en god arbejdsdag især om, at holdet lykkes sammen. Kunderne skal have en god oplevelse, og sparekassen skal skabe resultater, men ifølge jubilaren begynder det med trivsel og samarbejde blandt medarbejderne.

Selv efter 25 år samme sted har jobbet ikke stået stille.

»Der er ikke mange dage, der ligner hinanden. Der sker hele tiden noget nyt, og det er spændende at være en del af udviklingen,« siger hun.

Også uden for sparekassen er Susanne Talbo et kendt ansigt i lokalområdet. Hun sidder på syvende år i bestyrelsen for ErhvervSkanderborg og har gennem mange år været aktiv i foreningslivet i Stilling.

Hun har selv spillet håndbold på Stilling IF’s bedste kvindehold og har senere været både holdleder, bestyrelsesmedlem og hovedformand i foreningen.

I dag fylder familien og rollen som tilskuer til børn og børnebørns aktiviteter meget. Hun følger også Skanderborg AGF Håndbold tæt.

Privat bor Susanne Talbo fortsat i Stilling sammen med sin mand, Torben. Parret har to voksne sønner, svigerdøtre og fem børnebørn i alderen fire til 14 år. Alle bor i Stilling.

Jubilæet markeres med åbent hus i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Skanderborg torsdag den 4. juni klokken 14.30.