Lokal bank er kommet rekordhøjt i gang med 2026
En fortsat stor kundetilgang bidrager til Djursland Banks gode start på året.
Djurslands Bank er kommet stærkt fra start i 2026 med vækst på tværs af forretningen.
Den fortsatte kundetilgang bidrager til en rekordhøj basisindtjening i første kvartal på 176 mio. kroner, oplyser banken, som netop har udsendt sit kvartalsregnskab.
Det giver et solidt resultat før skat på 74 mio. kroner.
Ud over en stor kundetilgang er fremgangen drevet af vækst på tværs af forretningen med stigende udlån, indlån, kreditformidling og aktiver under forvaltning.
»Vi leverer et stærkt kvartal med det højeste basisresultat i bankens historie og en solid indtjening før skat. Det er meget tilfredsstillende at se, at væksten kommer bredt fra både privat- og erhvervsforretningen, og at flere nye kunder aktivt vælger Djurslands Bank,« siger adm. direktør Sigurd Bohlbro Simmelsgaard.
Vækst i urolig tid
Udviklingen sker som bekendt i en tid præget af økonomisk og geopolitisk usikkerhed, men bankens kunder står generelt robust.
»På trods af en omverden med flere usikkerhedsfaktorer ser vi fortsat solide kundeøkonomier og et stabilt kreditniveau. Vi oplever ikke tab, der afviger fra det forventede, og det giver os et godt udgangspunkt for den videre udvikling som stærk lokalbank,« siger Sigurd Bohlbro Simmelsgaard og fortsætter:
»Vækst er afgørende for, at vi kan udvikle os og blive ved med at være relevante for vores kunder. Derfor er det meget positivt, at vi både fastholder vores eksisterende kunder og samtidig tiltrækker nye.«
Banken forventer fortsat et resultat før skat i niveauet 240–280 mio. kroner., som udmeldt i fondsbørsmeddelelse nr. 2/2026 den 12. januar 2026.