Lege-produkter kaldes tilbage: »Kan i værste fald blokere luftvejene og medføre kvælningsfare«
Produkterne er solgt mellem 2021 og marts 2026.
Firmaet Bobles, der blandt andet laver legemøbler, tilbagekalder nogle af virksomhedens produkter, da de kan smuldre.
»Smuldrende Eva-skum kan udgøre en risiko for små børn. Mindre dele kan i værste fald blokere luftvejene og medføre kvælningsfare,« skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Her står der, at flere kunder har henvendt sig, fordi deres produkter altså både smuldrer eller går i stykker.
»Det gælder produkter i Eva-skum, som blandt andet bruges til tumlemøbler og legetøj til børn,« skriver virksomheden.
Produkterne er solgt fra 2021 til marts 2026.
Ifølge Erhvervsstyrelsens side produkter.dk har myndighederne pålagt virksomheden at stoppe salget og kalde solgte varer tilbage fra andre virksomheder og forbrugere.
»Du skal stoppe med at bruge produktet og kontakte butikken, hvor du har købt det,« lyder den helt klare opfordring.
Kunder, der oplever, at deres Bobles-produkt smuldrer, opfordres til at tage kontakt.
Alle henvendelser bliver gennemgået, og der findes en passende løsning.
»Det gælder, uanset om produktet er købt direkte hos Bobles eller hos en forhandler,« lyder det.