Fortsæt til indhold

Et hav af kreditorer har millioner til gode i aarhusiansk konkursbo – men de får ikke en rød reje

Omkring 50 kreditorer må spejde langt efter de 15 millioner kroner, som de har til gode hos det nu krakkede aarhusianske produktionsselskab Deluca.

Samfund

Omtrent 50 kreditorer har tilsammen over 15 millioner kroner til gode i det konkursramte aarhusianske produktionsselskab Deluca, men de kan ikke forvente at få nogen penge udbetalt.

Det skriver MediaWatch.

Kurator Jens Højmark, advokat og partner i HjulmandKaptain, har i en skrivelse til kreditorerne og Skifteretten i Aarhus oplyst, at boet forventes afsluttet uden udlodning, hvilket betyder, at der ikke bliver udbetalt dividende til kreditorerne.

Konkursen skyldes ifølge kurator et »vigende marked«, hvor Deluca ikke formåede at skabe omsætning og indtjening, og derfor ikke kunne opfylde sine økonomiske forpligtelser.

Sparekassen Kronjylland er den formodentligt største kreditor og har virksomhedspant på 4,5 millioner kroner i selskabet. Men det er uklart, hvor meget banken har fået ud af den virksomhedsoverdragelse, der har været i kølvandet på konkursen, og filmselskabets aktiver er blevet solgt.

Kurator har undersøgt, om der er grundlag for konkurskarantæne eller politianmeldelse, men har ikke fundet anledning til at indlede sag, skriver MediaWatch.

Det er anden gang, at det aarhusianske filmselskab går konkurs i nyere tid. Selskabet genopstod nemlig tilbage i 2023.

Det oprindelige selskab er dog grundlagt i 1995 og står bag kendte produktioner som ”Ser du månen, Daniel”, ”Julemandens datter-filmserien”, flere udsendelser om svindleren Britta Nielsen samt den omdiskuterede DR-dokumentar ”Forfulgt af politiet?”.

Selskabet stod også bag serien ”Hvide Sande” - og her var man i gang med anden sæson af TV2-serien, da selskabet i 2023 pludselig måtte stoppe optagelserne. Kort tid efter gik filmselskabet konkurs, og SF Studios overtog stafetten med tv-serien.