Fortsæt til indhold

Tre velfærdstalenter fra Norddjurs Kommune blev fejret på Christiansborg

De tre talenter bliver også fejret hos FOA Randers.

Samfund
sra

Norddjurs Kommune kan igen fejre national anerkendelse. Hele tre medarbejdere er udpeget som velfærdstalenter i Velfærdens Talent 100, som PenSam og FOA står bag for niende år i træk. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

De tre velfærdstalenter er fra henholdsvis Hjemmeplejen Glesborg og Plejecenter Digterparken. Det understreger et stærkt fagligt miljø og en kultur, hvor unge medarbejdere får lov til at udvikle sig, tage ansvar og sætte deres præg på velfærden i Norddjurs. Det er også bemærkelsesværdigt, at Digterparken for tredje år i træk har medarbejdere med i top-100 over landets talenter.

De tre udpegede talenter fra Norddjurs Kommune er Josephine Stoffer, Social- og sundhedsassistent fra Plejecenter Digterparken; Sarah Frederiksen Vad, Social- og sundhedshjælper fra Plejecenter Digterparken; og Camilla Vels, Social- og sundhedsassistent og oplæringsvejleder fra Hjemmeplejen Glesborg.

Fejret på Christiansborg

Onsdag 20. maj var en helt særlig dag, da alle tre talenter var på Christiansborg, hvor de sammen med de øvrige 97 udpegede talenter blev fejret for deres indsats og deres nye titel som Velfærdstalenter. En markering, der både hylder deres faglighed og den forskel, de gør i hverdagen.

Velfærdstalenterne er udpeget blandt 490 indstillinger fra hele landet, hvilket gør udpegningen til en markant anerkendelse af deres faglighed, engagement og deres afgørende rolle i velfærdssamfundet.

Prisen har stor betydning for Josephine Stoffer, som er et af de to udpegede velfærdstalenter hos Plejecenter Digterparken:

»Jeg bliver anerkendt for det arbejde, jeg elsker og laver, og jeg bliver set for den person, jeg er og de værdier, jeg indeholder. Jeg havde en stor arbejdsglæde, inden jeg blev nomineret, men denne pris har kun gjort den endnu større og givet mig endnu mere lyst til at forsætte med det, jeg gør. Det giver en stor drivkraft til at fortsætte med at udvikle mig fagligt og personligt samt stå forrest i situationer, hvor andre ikke gør.«

Fredag 29. maj bliver velfærdstalenterne fra Syddjurs Kommune, Norddjurs Kommune, Randers Kommune og Favrskov Kommune fejret hos FOA i Randers, hvor de alle får overrakt et diplom for deres talenttitel.

Formand for Sundheds-, Pleje- og Omsorgsudvalget i Norddjurs Kommune, Jens Kannegaard Lundager, siger stolt:

»I Norddjurs har vi en klar ambition om at styrke den nære velfærd og prioritere trivsel for alle borgere. Det kræver dygtige medarbejdere og kollegaer, der engagerer sig og gør en forskel i hverdagen. Vi er glade på de tre talenters vegne og stolte af deres bedrifter.«

Kollegial anerkendelse

For at blive udpeget som velfærdstalent skal man først nomineres – og det sker af kolleger, pårørende eller borgere, der tager sig tid til at skrive en indstilling. Det er en gestus, der både kræver omtanke og et ønske om at løfte andre frem, og særligt på arbejdspladsen vidner det om en stærk kollegial kultur.

»Jeg blev meget overrasket og ægte glad, da jeg blev nomineret af min kollega. Det betyder utrolig meget for mig at blive anerkendt for mit arbejde,« fortæller velfærdstalentet, Camilla Vels, fra Hjemmeplejen Glesborg.

2. juni får Norddjurs Kommune besøg af Kongeparret, og temaet for besøget er netop de dygtige hænder i Norddjurs. Timingen kunne næsten ikke være bedre. At tre lokale medarbejdere netop blev fejret på Christiansborg som en del af Velfærdens Talent 100, er et stærkt eksempel på den faglighed og det engagement, som Kongeparret snart kommer for at opleve helt tæt på i Norddjurs.

Borgmesteren, Kasper Bjerregaard, glæder sig til på den anden side af kongeparrets besøg at fejre de tre talenter på Rådhuset i Grenaa med hele kommunalbestyrelsen:

»Jeg er utrolig stolt af de tre velfærdstalenter fra Norddjurs, som med deres engagement og faglighed viser, hvor stærk vores velfærd er. Jeg glæder mig til at anerkende og hylde dem for deres flotte indsats på Rådhuset i Grenaa.«