Fortsæt til indhold

Asgers idé er Danmarks bedste: Nu håber han at kunne leve af den

Studerende fra Erhvervsakademi Aarhus har vundet titlen som danmarksmester i entreprenørskab.

Samfund
csj

25-årige Asger Wildenschild har opfundet et softwaresystem, der hjælper industrielle frysehuse med at flytte energiforbruget til tidspunkter, hvor strømmen er billigere og grønnere.

Løsningen har netop indbragt ham 50.000 kroner og titlen som danmarksmester i entreprenørskab. Nu skal han repræsentere Danmark ved EM i entreprenørskab i Riga senere på sommeren.

Det står i en pressemeddelelse fra Erhvervsakademi Aarhus, hvor Asger Wildenschild studerer.

»Jeg er jo helt overvældet. Det var et skarpt felt, så det er vildt at vinde,« siger den 25-årige professionsbachelorstuderende i pressemeddelelsen.

Han kalder sin virksomhedsidé Siemas, og som nævnt hjælper den industrielle frysehuse med at flytte energiforbruget til tidspunkter, hvor strømmen er billigere og produceret med mindre klimaaftryk. Ved hjælp af data og algoritmer kan virksomhederne udnytte energien mere intelligent.

Præmiepengene vil Asger Wildenschild bruge »til at komme ud over stepperne og videreudvikle prototypen,« som han siger.

Den unge studerende håber på sigt at kunne leve af sin virksomhed.

»Prisen er et skulderklap og åbner døre. Det er rart at vide, at jeg er på rette vej,« siger Asger Wildenschild, der har en baggrund som EUX-landmand, financial controller og kommer fra Gråsten.

Det er Dansk Erhverv og Fonden for Entreprenørskab, der står bag konkurrencen.

Studerende fra Erhvervsakademi Aarhus har vundet DM i entreprenørskab i alt 15 gange.