Paprika Steen indspiller ny film i Østjylland
'En Ægte Drømmer' får blandt andet Grenaa som kulisse. Optagelserne begynder senere i år.
Grenaa bliver i øjeblikket heftigt eksponeret på godt og ondt med både Anders Aggers programmer ’Indefra’ fra Fredensgade, hvor livet ofte gør ondt, og i den anden grøft med kongeparrets besøg og folkefest 2. juni.
Nu kommer Grenaa også på det store lærred, når en ny dansk spillefilm med Paprika Steen og Magnus Millang skal optages i Grenaa samt i Femmøller ved Ebeltoft og i Randers..
Det er filmen ’En Ægte Drømmer’, som instrueres af den finske instruktør Juho Kuosmanen.
Filmen handler om den 43-årige erhvervsdykker Rasmus, som tjener til dagen og vejen ved at rense kloakker i Grenaa, men har altid haft en eventyrer gemt i maven. Da han en dag hører om et gammelt skibsvrag ud fra Finlands kyst, øjner han sit livs store chance.
»Inde i vraget ligger tusindvis af uberørte flasker champagne - verdens dyreste og bedst bevarede årgang - og en skat, der er millioner værd. Fundet giver Rasmus håbet om endelig at kunne lægge fortiden bag sig og skabe den fremtid, han altid har drømt om for sig selv og sin datter. Et ægte eventyr tager sin begyndelse,« lyder det i en pressemeddelelse fra produktionsselskabet Snowglobe, som beskriver filmen som en morsom, tankevækkende og livsbekræftende komedie, der er inspireret af virkelige begivenheder.
Magnus Millang brød igennem med satireserien ’Danish Dynamite’, hvor han blandt andet spillede ejendomsmægleren Jeppe K.
Siden har han cementeret sin position som en meget alsidig skuespiller med sine roller i blandt andet Oscar-vinderen ’Druk’.
Lige nu er han aktuel med anden sæson af TV2-komedieserien ’De Bedste År’.
Paprika Steen har igennem flere årtier været en af landets mest markante skuespillere, ligesom hun i de senere år også har været at finde på den anden side af kameraet med filmene ’Den tid på året’, ’Fædre & Mødre’ og ’Det nye år’.
Instruktøren – finske Juho Kuosmanen – ser frem til at indspille filmen i de autentiske miljøer ved havet.
»Havet har altid haft en særlig tiltrækningskraft på mig. Lige siden jeg begyndte at lave film, har jeg drømt om at finde en historie, der fandt sted i den gådefulde verden under havets overflade.«
»Store dele af fortællingen finder sted i Jylland, hvor de rå kyststrækninger, havnene og fiskerbådene er den ideelle kulisse for en eventyrfilm om en dykker fra et lille fiskerleje, der drømmer om et liv ud over det sædvanlige,« siger Juho Kuosmanen.
’En Ægte Drømmer’ forventes at få dansk premiere i 2027.