Fortsæt til indhold

Fremtidens Folkeskole i Norddjurs drøftes nu ved borgermøder i skoledistrikterne

Det første af fire borgermøder om Fremtidens Folkeskole i Norddjurs blev afviklet tirsdag 9. juni.

Samfund

Cirka 40 borgere havde tilmeldt sig borgermødet i Auning om Fremtidens Folkeskole i Norddjurs, der fandt sted tirsdag 9. juni. Det havde form som et orienterende møde, hvor forvaltning og politikere fik inputs fra borgerne.

Der var således ikke lagt op til diskussion, men mere en uddybning og kommentering af de anbefalinger, der er blevet formuleret i tre workshops. De blev afholdt i marts og april med deltagelse af repræsentanter for forældre, medarbejdere, ledere, elever, faglige organisationer, forvaltningen samt borgmesterenog Børne-, Familie- og Skoleudvalgets medlemmer.

»Hvad« og ikke »Hvordan«

Borgmester Kasper Bjerregaard bød velkommen, og begrundede processen: Ambiøse på vore børns vegne, gode ting men også udfordringer, vi ser manglende trivsel og skolevægring, lave karakterer - lidt mere i Norddjurs end mange andre steder. Kommunalbestyrelsen har sat sig for at undersøge, hvad der kan gøres bedre, og hvad der skal til.

»Det er ikke en aften, hvor vi skal snakke skolelukninger. Vi vil gerne have inputs til, hvad vi har glemt i forhold til de overordnede anbefalinger.«

Aleksander Myrhøj, formand for Børne-, Familie- og Skoleudvalget, fortalte i sit oplæg om anbefalingerne og den videre proces.

»I aften skal vi snakke hvad, og ikke hvordan. Vi er nødt til at kigge på, hvor mange af vores børn, der ikke har adgang til ungdomsuddannelserne.«

Han nævnte, at anbefalingerne er truffet på tværs af alle de hidtil inddragede ved workshops, og at man med borgermøderne håber at få nye perspektiver ind.

»Vi håber på anderledes og spændende bud.«

Når målene til sin tid skal konkretiseres, vil der igen komme en offentlig høring.

Tre runder, tre emner

Efter velkomst og orientering blev deltagerne opdelt i tre grupper, der hver havde 3 x 20 minutter med politikere i tre forskellige emner. Overskrifterne var »Robuste folkeskoler med stærke fællesskaber«, »Fysiske rammer der er fleksible og motiverende« og »Færre overgange og stærkere sammenhæng i skolelivet«.

Efter de to timer, der var sat af, afrundede Kasper Bjerregard mødet og takkede for en god dialog og en opfordring til at indgive høringssvar. Han understregede, at disse vil blive læst og vil blive taget med i de videre betragtninger.

Der var lagt op til en såkaldt »blød bagkant« med en snak politikere og borgere imellem efter selve mødet. Det benyttede flere sig af, og efter at de fleste havde tjekket ud fra borgermødet, kunne man i 15-20 minutter se mindre grupper stadig i gang med at drøfte udviklingen af Fremtidens Folkeskole i Norddjurs.

De kommende borgermøder finder sted således: Søren Kanne-skole på afd. Vestre torsdag 11. juni kl. 19- 21, Børneby Midt på Glesborg Skole mandag 15. juni kl. 18:30- 20:30 og Børneby Nord på Langhøjskolen onsdag 17. juni kl. 18:30- 20:30.