Har du set forsvunden kongepyton? Hun hedder Birgitte
Slangen på omkring halvanden meter stak af fra sit bur i nat.
Da Jonathan Thinggaard natten til onsdag overnattede hos sin mor på Voldbyvej i Hammel, havde han sin kongepyton Birgitte med sig.
Inden han gik til køjs lagde han Birgitte i sit bur og lukkede lågen, men da han vågnede var den cirka halvanden meter lange slange væk.
»Jeg ved godt nok ikke helt, hvad der er sket, for hun burde ikke kunne komme ud af sit bur. Nu har vi ledt alle vegne inde i huset og udenfor, og vi kan ikke finde hende nogen steder,« fortæller Jonathan Thingaard til avisen.
Hans bedste bud er derfor, at Birgitte er taget på eventyr.
»Jeg har sovet i stuen, fordi jeg bare er på besøg, men min mor har sovet med åbent vindue, så jeg tror, at slangen er kravlet ind på min mors soveværelse og kravlet ud af vinduet,« siger Jonathan Thinggaard.
Jonathan Thinggaards mor bor på Voldbyvej over for Hammel Neurocenter.
Han understreger, at kongepytonen Birgitte ikke er giftig og således heller ikke farlig for mennesker eller eventuel mindre hunde.
»Den spiser kun mus på omkring 100-150 gram, og den har så lille et hoved, så der er slet ikke noget at være bange for. Kongepytoner er også kendt for at være meget fredelige, så den går heller ikke bare til angreb, selv om den er bange,« noterer han.
Jonathan Thinggaard vil dog naturligvis meget gerne have Birgitte hjem igen, og derfor håber han, at naboer i området kan være behjælpelige med at holde udkig efter slangen.
I facebookgruppen ’Hammel info – Den helt nye’ har han efterlyst slangen.
Her er der kommet en hel del bud på, hvor Birgitte kan gemme sig, men altså indtil videre uden held i eftersøgningen.
»Det er jo rigtig dejligt, at folk ikke bare er ligeglade,« konstaterer Jonathan Thinggaard.