Lille gnaver fik stor betydning i Rema 1000 – nu er den dræbt: »Det var en lang dag i går«
Rema 1000 i Nørre Alle måtte holde lukket lørdag.
Lørdag skrev Rema 1000 i Nørre Allé i Aarhus, at butikken måtte holde lukket, efter der var fundet en gnaver i butikken.
»Vi arbejder på højtryk for at finde, dræbe og følge alle de korrekte retningslinjer,« stod der i et opslag på forretningens Facebook-side.
Det lykkedes, men butikken valgte at holde lukket resten af lørdagen.
»Vi beklager rigtig meget hvis I er gået forgæves til butikken i dag, vi gør vores allerbedste for at være klar igen til i morgen. Men holder selvfølgelig ikke åbent hvis ikke der er grønt lys til det,« stod der videre.
Og sådan gik det.
Ifølge et nyt opslag kunne Rema 1000 søndag igen byde kunder velkommen i butikken.
På grund af den lille gæst med den store betydning, valgte butikspersonalet dog at annullere alle de vareleveringer, der var skemalagt til søndag. Og det kan måske give en smule udfordringer, da udvalget i nogle varegrupper kan være begrænset.
»Det vil primært være grønt, bavinchi og mælk hvor i vil kunne risikere at opleve udsolgte situationer,« står der på Facebook.
Her står også, at der kommer store bestillinger til Nørre Allé mandag.
»Vi håber i vil have lidt ekstra tålmodighed med os, hvis lidt er personalet er en smule ved siden af sig selv. Det var en lang dag i går,« skriver Rema 1000.