Norddjurs leverer politikerne. Syddjurs leverer heppekoret
Fordelingen af poster i Folketinget efter valget 24. marts 2026 efterlader ét klart billede: Norddjurs har forstået at spille det politiske spil. Syddjurs har ikke.
Djursland står fortsat med to stærkt placerede folketingsmedlemmer: Socialdemokratiets Leif Lahn og Liberal Alliances Jens Meilvang. Begge med rødder i Norddjurs. Begge med markant indflydelse på Christiansborg. Og begge med dokumenteret evne til at samarbejde på tværs af partiskel til gavn for Djursland.
Leif Lahn er ganske vist rykket fra gruppeformand til næstformand, men det er en nedrykning på papiret – ikke i praksis. Han beholder sine positioner og sidder i de to udvalg, der betyder mest for ham og for området: beskæftigelse og erhverv.
Samtidig slipper han for at være den, der skal stå i front og tage skraldet for det interne magtspil i Socialdemokratiet, efter at Mette Frederiksen har placeret sine egne støtter centralt. Lahn har med andre ord stadig mindst lige så meget magt som før – nu bare med færre interne slagsmål.
For mens Norddjurs igen leverer de politiske topholdsspillere, står Syddjurs tilbage på sidelinjen.
Jens Meilvang har fået et decideret gennembrud med valget som ny formand for Folketingets retsudvalg. Det er en af de tungeste udvalgsformandsposter på Christiansborg, og den lander hos en politiker, der har årelang erfaring som udvalgsformand i Norddjurs Kommunalbestyrelse. Det er og bliver en fjer i hatten for Meilvang.
For Djursland er det en drømmesituation: To pragmatiske, lokalt forankrede folketingsmedlemmer med gode placeringer og et dokumenteret godt samarbejde.
Men det er også en situation, der afslører en pinlig ubalance mellem de to kommuner på næsen af hinanden.
For mens Norddjurs igen leverer de politiske topholdsspillere, står Syddjurs tilbage på sidelinjen.
Kommunen har aldrig formået at få valgt et eneste medlem til Region Midtjylland. Syddjurs er den eneste af de 19 øst- og midtjyske kommuner, der aldrig har haft en plads ved regionsbordet. Det er ikke bare uheldigt. Det er en politisk falliterklæring.
Når Syddjurs-politikere hævder, at Lahn, Meilvang og regionsrådsmedlem Else Søjmark er “Djurslands kandidater”, er det kun den halve sandhed. Ja, de arbejder for hele området. Men det ændrer ikke ved, at Syddjurs reelt har overladt scenen til Norddjurs – på trods af, at Syddjurs har næsten 10.000 flere indbyggere.
Det er uambitiøst. Og det sender et klart signal: Man har ikke prioriteret at opbygge og bakke lokale kandidater op, der kan bære helt til regionsråd og Folketing.
Nu er det Venstres tur til at vise, om partiet vil være med til at ændre magtbalancen på Djursland. Om knap fire år – hvis regeringen sidder perioden ud – skal der igen opstilles kandidater til Folketinget. Det bedste bud på en stærk, borgerlig Djurslands-kandidat sidder i dag i borgmesterstolen i Norddjurs: Kasper Bjerregaard.
Den tidligere Kolind-dreng har både alder, erfaring og lokal forankring til at tage springet, men det er tvivlsomt, om han ikke synes, det er mere spændende at være borgmester.
Spørgsmålet er, om nogen i Syddjurs overhovedet har modet og viljen til at udfordre Norddjurs’ dominans – eller om man endnu en gang lader naboen løbe med både posterne og indflydelsen, mens man nøjes med at klappe med fra tilskuerpladserne.
læser
lige nu