Fortsæt til indhold

Aarhus-virksomhed meldt til politiet for at stå bag test-side – og lade sine egne produkter vinde

Forbrugerombudsmanden har anmeldt virksomheden for blandt andet skjult reklame.

Samfund
jro

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden CleanFriend ApS for skjult reklame og vildledende markedsføring.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

På hjemmesiden cleanfriend.dk sælger virksomheden støvsugere og andre elektroniske produkter på cleanfriend.dk, men stod samtidig bag hjemmesiden bedstitests.dk, hvor CleanFriends egne produkter blev anbefalet og rangeret øverst i en række ”test”-artikler.

Det fremgik ikke, at CleanFriend, der har hovedkontor i Aarhus, selv stod bag anbefalingerne, og derfor lignede hjemmesiden uvildig forbrugerinformation, som var uafhængig af kommercielle interesser.

Hjemmesiden brugte desuden grønne logoer og udsagnet ”bedst i test”, som efter Forbrugerombudsmandens vurdering kunne forveksles med Forbrugerrådet Tænks logoer og vildlede forbrugerne.

Nu er virksomheden altså meldt til politiet.

CleanFriend har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at hjemmesiden blandt andet blev oprettet for at promovere virksomhedens egne produkter.

Resultaterne fra bedstitests.dk blev også brugt i CleanFriends øvrige markedsføring, blandt andet på webshoppen og i 59 annoncer på Facebook og Instagram. Her blev produkterne markedsført som ”bedst i test” og ”testvinder”.

»Virksomheder må ikke camouflere reklame som uvildige testanbefalinger – og det kan naturligvis aldrig være en uvildig anbefaling, når virksomheder anbefaler deres egne produkter. Vi ser desværre en del hjemmesider, der fremstår som uafhængige forbrugerportaler, men som reelt bare er reklame for produkter,« siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Virksomheden brugte også et ”anbefalet af”-banner med henvisning til bedstitests.dk, så det fremstod, som om produkterne var anbefalet af en uvildig testside.

CleanFriend er en del Anders Kold Holding ApS, der er ejet af 23-årige Anders Kold.

»Anders Kold tager politianmeldelsen til efterretning, og han har arbejdet sammen med Forbrugerombudsmanden. Anders Kold blev gjort opmærksom på, at hans markedsføring kunne være i strid med god markedsføring, inden Forbrugermanden henvendte sig til ham, og han fjernede også hjemmesiden, inden Forbrugerombudsmanden kom ind i sagen. Nu må vi se, om politianmeldelsen ender med en bødestraf,« siger CleanFriends advokat.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen opfordrer alle forbrugere til altid at undersøge, hvem der står bag ”test”-resultater og anbefalinger.

»Hvis oplysningerne ikke er lige til at finde, bør man være meget varsom med at stole på resultaterne,« siger han.

Forbrugerombudsmanden understreger, at udsagn som ”test”, ”bedst i test” og ”testvinder” kræver dokumentation. En test skal være en reel afprøvning ud fra objektive kriterier.

Hvis der er kommercielle interesser bag en anbefaling, skal det tydeligt fremgå, at der er tale om reklame. Hvis en virksomhed anbefaler eller tester sine egne produkter, skal det også være tydeligt, at virksomheden selv står bag omtalen.

Cleanfriend blev stiftet i juni 2024 og opnåede i sin første regnskabsperiode frem til udgangen af september 2025 et resultat efter skat på knap 2,3 millioner kroner, skriver Ritzau.

Se video: