Den næste måned på Marselis Boulevard: »Bliv i to spor helt frem til flettetidspunktet«
Jordbundsundersøgelserne medfører midlertidige spærringer og omdirigeringer.
I forbindelse med jordbundsundersøgelser under Marselis Boulevard vil der være trafikale gener flere steder på boulevarden resten af året.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratet har nu meldt generne ud frem til cirka midt i juli. Datoerne kan forskyde sig frem eller tilbage i forhold til tiderne, der nævnes herunder.
På Strandvejen
Fra midt i juni til midt i juli vil fortovet på østsiden af Strandvejen forbi Marselis Boulevard være spærret.
Fodgængere henvises til at benytte cykelstien, og både cyklister og fodgængere skal derfor være opmærksomme på, at cykelstien i perioden bliver en kombineret cykel- og gangsti.
Vest for Skanderborgvej
Fra mandag 22. juni og en uge frem bliver der udført undersøgelser mellem Skanderborgvej og Jernbanebroen i vestgående retning.
I perioden inddrages venstresvingsbanen mod ejendommene på sydsiden af Marselis Boulevard mellem Jernbanebroen og Skanderborgvej for at kunne opretholde to vestgående kørespor på Marselis Boulevard på strækningen.
Det betyder, at det ikke er muligt at svinge til venstre ind til ejendommene, og trafikanter må i stedet køre via Åhavevej til Ringvej Syd og tage Åhavevej tilbage mod øst, hvorfra man kan svinge til højre til ejendommene.
Der vil være passage for cyklister og gående på den kombinerede cykel- og gangsti nord for Marselis Boulevard.
Mellem Stadion Allé og Dalgas Avenue
Fra onsdag 24. juni rykker undersøgelserne mellem Stadion Allé og Dalgas Avenue til midterrabatten. Det betyder, at sporet tættest på midterrabatten spærres i begge retninger. Der vil derfor kun være et spor i hver retning på strækningen.
Samtidig spærres venstresvingsbanen i vestgående retning fra Marselis Boulevard til Stadion Allé og venstresvingsbanen i østgående retning til Hans Broges Gade.
De to svingbaner vil åbne igen efter cirka halvanden uge, når undersøgelserne, som ligger lige midt i dem, er færdige.
Arbejdet i midterrabatten på strækningen mellem Stadion Allé og Dalgas Avenue vil være afsluttet hen mod slutningen af juli. Der er ingen spærringer af cykelsti og fortov på strækningen i perioden.
Hjælp trafikken på vej
Vejdirektoratet anbefaler trafikanter at blive på Marselis Boulevard i stedet for at søge til de lokale veje i området. Anbefalingen gælder særligt den tunge transport.
»Som trafikant kan du desuden være med til at sikre, at trafikken forløber bedst muligt i forbindelse med, at der spærres et af de to kørespor. Det kan du ved at blive i to spor helt frem til flettetidspunktet. Derved bliver den samlede kø kortest mulig, og det betyder blandt andet, at trafikken på sideveje påvirkes i mindst muligt omfang,« skriver Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.
Man kan følge arbejdet på strækningen via www.vd.dk/marselis.
læser
lige nu