Fortsæt til indhold

De blev folkeeje gennem Søren Ryges udsendelser. I dag lever deres jordnære værdier videre i Anders & Julius Mindefond

Anders og Julius’ testamente sikrer, at passionerede elever fra Kalø Økologiske Landbrugsskole kan dygtiggøre sig i ind- og udland.

Samfund

Solen stod højt over Kalø Økologiske Landbrugsskole fredag ved middagstid. Som om den også ville se det hele en sidste gang, før alle tog videre.

De unge landbrugselever gik i små grupper, snakken bølgede skiftevis sagte og højlydt grinende, og sommeren lagde sig som et blidt tæppe over landskabet, men ikke et af dem, man gemmer sig under. Mere et, man lige sidder på et øjeblik, før man rejser sig og går. Der var kærlighed i blikkene, men melankolien sneg sig med, selvfølgelig, fordi studietiden er ovre.

Der var noget Dan Turell’sk over den stille, sidste tur gennem et sted, man har elsket, mens man allerede er på vej væk.

En dag, hvor tiden syntes at gå langsommere, og hvor både glæde og vemod gik hånd i hånd.

Legater og glæde

Søren Ryge Petersen var i topform under legatuddelingen, hvor stemningen var glad og intens. Foto: Frederik Steen Nordhagen

Indendørs i samlingssalen steg stemningen til euforiske højder, da Søren Ryge Petersen, formand for Anders & Julius Mindefond, trådte op for at uddele årets legater.

De tre unge modtagere, alle kvinder, blev hyldet med taktfaste klapsalver og glade tilråb, da de hver modtog en check på 100.000 kroner. Skyggen af misundelse mærkede man ikke – glæden var fælles, og anerkendelsen bredte sig som ringe ude i vigen.

»Hovedstolen bliver jo ved med at være den samme, fordi dygtige folk sørger for, at fonden får det maksimale renteudbytte,« forklarede Søren Ryge Petersen muntert under uddelingen.

Ryge måtte ty til at tale på engelsk for at få alle i salen med, og med hjælp fra forstander Julie Rohde Birk og andre lykkedes det smukt og løftede stemningen endnu mere. Selv om den gode mand bandede lidt over ikke at kunne få lov til at udtrykke sig på sit modersmål.

Tre legater uddelt

Det var sjette gang, at midler fra fonden blev uddelt.

I år valgte bestyrelsen at tildele tre legater – mod sædvanligvis to – til elever med særlig interesse og kundskaber inden for kvægbrug, som der står i fondens fundats. Legaterne gik til Christine Frost, Kathia Denice Bundgaard og Trijntje Anna Tjitske.

Anders & Julius Mindefond blev oprettet efter brødrenes ønske om at støtte unge landmænd fra Kalø Økologiske Landbrugsskole, der brænder for kvægbrug.

Fondens midler stammer fra brødrenes opsparing, som blev testamenteret til formålet. Legatet uddeles traditionelt i juni og gives til videreuddannelse eller dygtiggørelse i ind- eller udland.

Brødrenes liv og arv

Anders Christian Sørensen og Julius Vestergaard Gregersen blev landskendte gennem Søren Ryge Petersens tv-programmer fra 1990 og frem.

De boede sammen på Skuregården ved Rostved og levede et enkelt og nøjsomt liv, hvor arbejdet med kvæg var omdrejningspunktet i deres hverdag. Anders var eksperten på kvæg, og hver nyfødt kalv blev nøje registreret i stuehusets bog, mens Julius, som den ældste, havde det sidste ord i de fleste beslutninger.

Brødrene ligger begravet på Bregnet Kirkegård, hvor deres gravsted er blevet et symbol på deres tætte bånd og den arv, de efterlod sig.

Mange besøger gravstedet for at mindes deres liv og sikkert også den ægthed, som de repræsenterede.

Sådan skal stemningen være en sidste skoledag i det smukke vejr. Foto: Frederik Steen Nordhagen

Ikke til damer

Den eneste kvinde, brødrene havde tæt kontakt med gennem livet, var deres mor, Johanne. Derfor er der symbolik i, at de ligger på hver sin side af deres mor på den smukke Bregnet Kirkegård med udsigt ud over Kaløvig.

Fruentimmere har de, ifølge Søren Ryge Petersen, formentlig anset for at være for dyre i drift. En enkelt gang kom en kvindelig dyrlæge forbi Skuregården for at hjælpe en kalv til verden, og det var lige ved at gøre brødrene mundlamme, indtil de opdagede, at den kvindelige dyrlæge kunne sit kram, så fik de munden på gled og blev nærmest teenagefjalede.

Søren Ryge Petersen fortæller, at han allerede havde begyndt snakken med Julius om et testamente, før den ældste bror gik bort, men det blev aldrig til mere end snakken.

Julius, storebroderen med stort S, vred sig i hænderne over, at der skulle en sagfører ind over: »Sådan noget havde fanden skabt.«

Hvad bankbogen viste

Først da Anders begyndte at skrante flere år efter, kom der skred i tingene. Anders kunne se det for sig, at arven skulle gå til unge landmænd med kærlighed til kvæg, som han selv havde stor forkærlighed for.

Kosteligt er det, når Søren Ryge Petersen genfortæller historien om, hvordan Anders hentede bankbogen i en skuffe og viste naboen, hvad der stod opført i den: fire og en halv million kroner, som siden blev til flere, da Skuregården og dens arealer blev solgt. Efter boet var gjort op, var der næsten seks millioner kroner i fonden. Det sikrer, at legatuddelingerne kan fortsætte i mange år.

Brødrene fra Skuregården blev kendt for deres særlige tilværelse som ungkarle og landmænd, der levede et simpelt og traditionelt liv. Deres hverdag blev foreviget af deres nabo, Søren Ryge Petersen, i en række programmer på DR fra 1990 til 1996.

Skuregården på Flintbakken i Rostved var hjemsted for brødreparret. Nu er gården revet ned, kun den gamle svinestald står der endnu. Men stedet er fortsat en del af lokalhistorien. Måske er tiden kommet til, at Syddjurs Kommune tager initiativ til at rejse en mindesten på matriklen?

To lokale rockstjerner

Oppe på Bregnet Kirkegård, med udsigt til både Kalø Slotsruin og Kalø Vig, ligger de to brødre begravet på hver side af deres mor, Johanne. Foto: Lars Norman Thomsen.

Brødrene blev datidens rockstjerner uden at angle efter det.

»Deres daglige gøremål, deres udstråling og ikke mindst deres sprog var af en sådan karakter, ægthed og styrke, at de brændte igennem skærmen, som man siger,« har Søren Ryge Petersen tidligere udtalt.

Julius blev født i 1919 og døde i 2005. Anders blev født i 1930 og døde i 2016. Begge nåede således at runde de 85 år.

Med fonden lever brødrenes arv videre, og deres indsats for det danske landbrug inspirerer fortsat nye generationer af unge landmænd.

Se video: