Fortsæt til indhold

10 år på tegnebrættet: Milliondonation sikrer udvidelse af idrætscenter

Udvidelsen vil give 1700 kvadratmeter til idræt og fællesskab.

Samfund
sb

Borgerne i Beder, Malling og omegn kan se frem til en stor udvidelse af idrætsfaciliteterne i Egelund.

Det skriver Salling Fondene og Beder Malling Idrætsforening i en fælles pressemeddelelse.

Udvidelsen af Egelund Idrætscenter har været på tegnebrættet i over 10 år og kan nu realiseres med en donation fra Salling Fondene på syv millioner kroner.

Facade. Visualisering: Gjørtz/Andersen/Arkitekter

Byggeriet kan igangsættes i det kommende kalenderår, fremgår det af pressemeddelelsen.

Udvidelsen af Egelund Idrætscenter vil bestå af en stor fælles kerne med mødelokaler, opholdsområder og multisal, som giver rum til »mange former for aktiviteter og fællesskaber.« Samtidig udvides centret med to nye store idrætsområder, som giver plads til nye brugere.

Opførelsen af en ny og moderne spring- og bevægelseshal vil, lyder det, kunne samle gymnastikafdelingen i Egelund og skabe bedre muligheder for senioridræt.

Springsal. Visualisering: Gjørtz/Andersen/Arkitekter

»Vores lokalområde er i hastig vækst, og vi mærker i idrætsforeningen stort pres på lokalerne, men også en stor lyst til at afprøve nye aktiviteter og deltage i de mange frivillige fællesskaber i og omkring Egelund Idrætscenter. Det giver et behov for fleksible møde- og aktivitetslokaler, for at kunne nå foreningens visioner om at være det lokale kulturelle samlingspunkt, hvor fællesskabet opleves på tværs af alle de aktiviteter, der foregår i Egelund,« siger Jørn Riis fra Beder Malling Idrætsforening i pressemeddelelsen.

Forventningen er, at byggeriet starter i løbet af 2027 og kan tages i brug 2028.

Se video: