Fortsæt til indhold

Jubilæum: 25 år med variation, frihed og gode kolleger

Samfund
sra

Bundsolid, loyal og arbejdsom. Det er blot nogle af de ord, som medarbejderne hos VAM bruger til at beskrive deres kollega Poul Martin Johnsen, der kan fejre 25-års-jubilæum i entreprenørvirksomheden. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Mange ting er forandret gennem Poul Martin Johnsens 25 år i virksomheden, men glæden ved at levere et godt stykke arbejde forbliver den samme. For Poul Martin har det aldrig handlet om de specielle opgaver, men derimod om glæden ved at løse en opgave fra a til z.

»Man har det godt hos VAM, fordi der er frihed og opgaverne spænder meget bredt. Det er godt med variation og gode kolleger, så det er nok også derfor, at jeg har været her så længe,« fortæller Poul Martin Johnsen.

For Søren Rasmussen, projektleder og medejer af VAM, er der ingen tvivl om, at Poul Martin Johnsens kompetencer passer godt ind hos VAM.

»Han er en bundsolid, loyal og fagligt dygtig medarbejder,« fortæller Søren Rasmussen og fortsætter:

»Mere end halvdelen af vores arbejde i VAM er små projekter for mere eller mindre faste kunder. Det er ikke alle, der kan løse den slags opgaver, fordi de kræver, at man både kan være entreprenør, brolægger og gartner, men Poul Martin kan.«

Da Poul Martin kom til VAM i 2001, beskæftigede virksomheden omkring 60 medarbejdere. Poul Martin Johnsen havde erfaring med at lave belægningsopgaver, og derfor kom han til at arbejde med fjernvarmeopgaver i Ebeltoft sammen med Poul Friis.

Efter mere end 15 år med opgaver inden for fjernvarme ønskede Poul Martin Johnsen at prøve noget nyt. Derfor skiftede han til kloakeringsopgaver og tog undervejs også en voksenuddannelse som anlægsstruktør.

»Jeg er selvlært og har kørt maskiner siden jeg var lille, men der er forskel på erfaring og uddannelse. Derfor greb jeg muligheden, da jeg fik chancen for en voksenuddannelse, og det har jeg heller ikke fortrudt,« fortæller Poul Martin Johnsen.

Se video: