Millionregn over AGF-Tennis: Nu kan drømmen blive til virkelighed
De mange penge skal sikre omfattende forbedringer af AGF-Tennis’ anlæg på Fredensvang.
Visionen om en modernisering af tennisanlægget fra 1986 på Fredensvang i Aarhus bliver nu til virkelighed.
Med en bevilling på 12,3 millioner kroner fra Aarhus Kommunes anlægs- og genopretningspulje, en betydelig donation på 5,7 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond og en egenfinansiering fra AGF-Tennis er finansieringen af projektet nu på plads.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det samlede bidrag på 18 millioner kroner skaber grundlaget for et nyt anlæg i AGF-Tennis, der skal styrke både breddeidræt, talentudvikling og fællesskab i mange år fremover.
»Aarhus har et stærkt foreningsliv, og AGF-Tennis har præsenteret en ambitiøs vision for fremtidens tennisfaciliteter på Fredensvang. Det er et flot projekt, der styrker rammerne for både idræt og fællesskab, og som kommer mange tennisglade aarhusianere til gavn i mange år fremover,« siger Karin Salling, der er næstformand i Købmand Herman Sallings Fond, i pressemeddelelsen.
»AGF Tennis har præsenteret et utroligt godt projekt, der favner hele fællesskabet fra bredde til elite, og jeg er glad for, at vi gennem Anlægspuljen har kunnet bidrage til at realisere visionen. En investering i idrætten er en investering i sundhed, fællesskab og livskvalitet, og hver gang Aarhus får nye eller moderniserede idrætsfaciliteter, er det en god dag for byen. Tennissporten i Aarhus får et markant løft, som vil komme mange generationer af spillere til gavn,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen (S).
Internationale turneringer
De mest markante ændringer på AGF’s tennisanlæg bliver en udvidelse af indendørshallen og opførelsen af et nyt klubhus i to etager med udvendig svalegang med tilskuerpladser.
Det nye anlæg integrerer det arkitektoniske fra fodboldklubhuset og akademiet, som er tegnet af Aart Architects. Det er designet med fokus på fremtidens behov, og bæredygtighed og grøn omstilling er tænkt ind i projektet fra første streg. Det hele opføres med fokus på energieffektive løsninger, ansvarlige materialevalg og et reduceret klimaaftryk.
Det nye anlæg skal skabe moderne rammer for klubbens voksende medlemsbase og samtidig styrke mulighederne for at afholde turneringer, træningsaktiviteter og sociale arrangementer. Visionen er at etablere et samlingspunkt for tennis på alle niveauer – fra begyndere, juniorer og motionister til eliteudøvere.
»Dette er en vigtig dag for AGF-Tennis. Den ekstraordinære opbakning fra Aarhus Kommune og Salling Fondene gør det nu muligt at modernisere vores tennisanlæg fra 1986, som vil få afgørende betydning for alle vores medlemmer, det lokale tennismiljø i Aarhus og vores mulighed for at tiltrække nationale turneringer til Aarhus. Vi er ydmygt taknemmelige for de flotte donationer, vi har modtaget,« siger Kristian Gislason, der er bestyrelsesmedlem i AGF-Tennis.
Byggeriet forventes påbegyndt i foråret 2027, og det nye anlæg vil danne rammen om næste kapitel i AGF-Tennis’ 124 år lange historie.