Karina trives som købmand i en lille by, hvor alle kender alle
Karina Rohde har fem års jubilæum som købmand i Min Købmand i Balle.
Karina Rohde har netop haft fem-års jubilæum som købmand i Min Købmand i Balle. Hun startede som salgsassistent i butikken i 2015, og i forbindelse med at den tidligere købmand forlod jobbet i 2021, spurgte han Karina, om hun havde lyst til at overtage. Det betænkte hun sig ikke længe på, inden hun sagde ja.
»Jeg trives godt med det - at det er et lille sted, hvor alle kender alle, hvor jeg er på fornavn med folk, og hvor jeg har fingrene i det hele og ikke kun en mindre afdeling, som det er i større butikker.«
Med hjælp fra frivillige blev fem-års dagen fejret med grillpølser og kølige drikkevarer på p-pladsen og med gode tilbud inde i butikken.
Frivillige bakker op
Frivillige er også til daglig en del af driften i Min Købmand i Balle, der ud over Karina Rohde har fire deltidsansatte butiksasistenter og fire ungarbejdere. En gruppe på otte-ti frivillige hjælper med at fylde varer op, én kører varer ud, og da plankeværket skulle males sidste sommer, var det også frivillige der svingede penslerne.
»Loyalitet og sammenhold overfor butikken og i byen generelt,« fastslår Karina Rohde.
Min Købmand i Balle er kendt for opbakningen fra sin by og opland. Eksempelvis var butikken i 2016 den første på Djursland, hvor købmandskæden Dagrofas koncept med at udskrive anparter til borgerne som støtte til butikken blev brugt. I den anledning blev Andelsselskabet Købmandsgården i Balle AMBA stiftet. Siden har flere byer på Djursland sikret byens butik på samme vis.
Da elregningen i 2024 løb løbsk på grund af stigende elpriser, samlede bestyrelsen i AMBA byens borgere og spurgte om de ville være med til at bevilge mikrolån til investering i nye køle- og frysediske samt solceller. Her viste byens opbakning sig ved, at der i stedet for de ønskede 150.000 kroner blev givet tilsagn om mikrolån for 250.000.
En periode med dalende kundetal opstod efter at Rema 1000 for et år siden åbnede sin butik på Århusvej i Grenaa. Det er Karina Rohde og AMBAs bestyrelse sammen med Dagrofa nu ved at få vendt igen. Der er blevet sendt brev ud til borgerne, blevet lavet bannere, og der er ved at blive lavet flyers.
»Så fremtiden ser fin ud. Kundetallet er for opadgående igen,« smiler Karina Rohde.
Besøg af Munkholm Zoo
Karina Rohde siger gerne ja tak til initiativer, der giver gode oplevelser, og som støtter butikken. Da Munkholm Zoo for nylig henvendte sig og tilbød at komme og vise nogle af deres dyr, tog hun glad imod tilbuddet. Søndag 21. juni kunne folk således med et par af Munkholm Zoo’s dyrepassere på sidelinjen komme og kigge på kaniner, en skildpadde, en slange og en ilder, og måske klappe eller prøve at holde et af dyrene .
Der kom masser af mennesker, fortæller Karina Rohde, der også selv, lidt modstræbende, prøvede at holde slangen.
»Der sker også ting i landdistrikter, man behøver ikke rejse så langt.«
læser
lige nu