2,8 millioner kroner skal åbne naturen for flere østjyder
Initiativerne skal gøre friluftslivet mere tilgængeligt for børn, unge og voksne i Østjylland.
2.811.400 kroner skal gøre friluftslivet lettere tilgængeligt for flere i Østjylland.
Bag de nye initiativer står 22 forskellige lokale aktører, som har modtaget støtte fra Udlodningsmidler til Friluftsliv, der uddeles af Friluftsrådet. Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Det er en stor fornøjelse at se den store mangfoldighed i både ansøgere og projekter, og fælles for dem er, at de skaber nye muligheder for at komme ud i naturen og styrker fællesskaber rundt om i landet. Her er initiativer, der gør friluftslivet mere tilgængeligt i hverdagen for både børn, unge og voksne,« siger Dorthe Mølvig, der er forperson for Friluftsrådet, i pressemeddelelsen.
På landsplan har 220 projekter samlet fået 31,5 millioner kroner.
Muldtoilet, hængekøjer og pramjagt
Blandt de østjyske aktører, der har fået støtte, er Skanderborg Ungdomsskole. De har fået 51.000 kroner til opstart af aktivitetsforløb, der skal introducere og inspirere flere til aktiviteter i naturen. Målgruppen er især familier, som ikke allerede er friluftsaktive.
I Syddjurs Kommune har Ådalens Skole fået 49.500 kroner til blandt andet beplantning, hængekøjer og højbede. Det skal være med til at skabe et nyt samlingssted for skolens elever og lokalbefolkningen.
Aarhus Watersports Complex har fået 117.600 kroner til etablering af faciliteter på Pier 3, der skal gøre natur- og vandaktiviteter mere tilgængelige for børn og unge. Der er blandt andet tale om en legeplads og opholdsrum.
Jydsk Akademisk Jagtforening, der holder til i Aarhus, har fået 21.800 kroner til udstyr til pramjagt. Formålet er at give studerende og nye jægere adgang til strand- og havjagt.
I Randers har rollespilsforeningen Vita Bellum fået 39.600 kroner til et muldtoilet. Foreningen ønsker blandt andet at lave rollespilsaktiviteter med overnatning i telt, og det nye toilet skal muliggøre det.
Sidst, men ikke mindst, har Saksild og Omegns Lokalråd i Odder Kommune fået 1,5 millioner kroner til afmærkning af Kyststien og sideruter, formidling, formidlingsbygning, bord-bænke-sæt og en træplatform.
Landsdækkende indsatser
Der er desuden givet tilskud til tre nationale projekter, som udvikler friluftslivet for forskellige målgrupper på landsdækkende niveau.
DepressionsForeningen har fået cirka 1,5 millioner kroner til projektet ’MindFugl - Små ture, store oplevelser’. Gennem fugleture og naturforbedrende aktiviteter skal projektet skabe trygge fællesskaber og naturkontakt, der kan styrke mental trivsel og livskvalitet hos personer med depression, angst og stress. Projektet er et tæt partnerskab mellem DepressionsForeningen og Dansk Ornitologisk Forening.
Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, har fået 2,5 millioner kroner til at udvikle et koncept for fælles grønne uderum, der skal give flere børn en indgang til foreningslivet og skabe et mødested for udeliv, leg og naturforbundethed. Legestederne etableres i et samarbejde mellem FDF-kredse, skoler og lokalsamfund og skal fungere som lege-, lærings- og aktivitetsområder for børn i fritid, foreninger, dagtilbud, skoler, SFO’er og klubber.
Det Danske Spejderkorps har fået knap en million kroner til et treårigt projekt, der skal udvikle en model for frivilligbaseret biodiversitetsarbejde og inspirere flere børn og unge til at engagere sig i naturen gennem kortlægning, biodiversitetstiltag og aktiviteter på ni spejdercentre i hele landet.
læser
Så faldt hammeren: Fødevarestyrelsen finder død mus bag fryser på kro. To gange – med flere måneders mellemrum
lige nu