Mindeord: Godsejer Benny Kirkebække Christensen er død, 77 år
Markant godsejer og landbrugsleder er død: I mere end 40 år satte Benny Kirkebække Christensen sit præg på godserne Julianeholm og senere Hevringholm – og på udviklingen af dansk landbrug.
Godsejer Benny Kirkebække Christensen, født 1. maj 1949, er død efter et kort sygdomsforløb. Han blev 77 år.
Benny Kirkebække Christensen var en markant skikkelse i dansk landbrug og drev gennem fire årtier Julianeholm Gods ved Vivild.
Han boede på det nærliggende Hevringholm Gods sammen med sin hustru, Lisbeth Høyer.
Benny Kirkebække Christensen blev uddannet på Ollerup Gymnastikhøjskole og Næsgaard Agerbrugsskole og købte sit første landbrug ved Slagelse for over 55 år siden.
I 1973 giftede han sig med Lisbeth Høyer, og sammen drev de flere ejendomme, inden de i 1984 overtog Julianeholm. I 1994 købte han Hevringholm, som han havde forpagtet siden 1989.
Historisk gods og jord
Hevringholm kan spores tilbage til 1355 og har gennem tiden været ejet af flere adelsslægter. Den nuværende hovedbygning stammer fra 1800-tallet. En del af jorderne blev udstykket til husmandsbrug i 1921.
Samlet rådede Benny Kirkebække Christensen over 1.100 hektar, inklusive skov, gårdspladser og strand. Driften omfattede primært planteavl med korn, bælgfrugter og olieholdige frø og blev drevet sammen med hustruen, sønnen Esben Høyer Christensen og en medarbejder.
Benny Kirkebække Christensen havde tre børn: Anne-Sophie Høyer Christensen, geolog, Thor Høyer Christensen, læge, og Esben Høyer Christensen, der var involveret i driften af godset.
Formand i landbruget
I 1992 blev Benny Kirkebække Christensen indvalgt i bestyrelsen for Dansk Landbrugs Frøselskab, DLF, og var formand fra 1996 til 2013. Under hans ledelse blev DLF verdens førende producent af kløver- og græsfrø med en global markedsandel på over 25 procent.
Han var også formand for Danespo, der forædler og producerer læggekartofler til eksport.
Den 18. maj 2024 kunne Benny Kirkebække Christensen fejre 40-års jubilæum på Julianeholm.
Til jubilæet havde han inviteret tidligere medarbejdere, og 34 deltog.
Smukt minde
Ved denne lejlighed blev der afsløret en mindesten med inskriptionen »18. maj 2024. Til minde om 40 års jubilæet. Tak fra tidligere ansatte til Fru Lisbeth Høyer og Benny Kirkebække Christensen.«
Benny Kirkebække Christensen udtalte i forbindelse med jubilæet »Jeg har forsøgt at finde frem til de godt 50 medarbejdere, som har en historie på Julianeholm. 34 havde mulighed for at komme i dag, og det synes jeg er meget flot.«
Benny Kirkebække Christensen var kendt for sin vedholdenhed og sit engagement i udviklingen af dansk landbrug.
Han gjorde det klart, at han ikke havde planer om at trække sig tilbage. »Min far blev 83 og arbejdede indtil da. Sådan er det med vores familie.«
Svær sygdom satte dog en stopper for hans ønske om at fortsætte arbejdet i mange år endnu.
Benny Kirkebække Christensen efterlader sig hustru, børn og børnebørn.
Han bisættes fra Vivild Kirke onsdag 1. juli klokken 14.