Trofæ-ejendom i Aarhus solgt for 72.500.000 kroner
En af byens absolut rigeste mænd har netop erhvervet sig en vaskeægte trofæejendom i det mest centrale Aarhus for svimlende 72,5 millioner kroner.
Park Allé 9 i Aarhus C er solgt for den nette sum af 72,5 millioner kroner.
Det fremgår af tinglysning.dk.
Den tidligere ejer var den 77-årige Flemming Teglborg, der ifølge Århus Stiftstidende har ejet den palæagtige bygning i knap 40 år.
Køberen af virksomheden er PA9 Aps, hvor millionæren Peter Bohnsen sidder i direktørstolen.
Han er manden bag blandt andet Unifeeder, der blev solgt tilbage i 2007.
Siden har han sammen med sine fire døtre investeret i blandt andet ejendomme og virksomheder
Ifølge Økonomisk Ugebrev har han og hans fire døtre en samlet formue på 4,9 milliarder kroner.
Det placerer familien på plads nummer 41 over landets rigeste.
Bygningen, der er over 2.000 kvadratmeter, huser i dag blandt andet en garnbutik, et psykologhus og en sushirestaurant.