Ree Park skifter navn
Vi kommer til at hedde det, som folk allerede kalder os, lyder det fra parkens marketingafdeling
Ree Park Safari har ændret navn og hedder nu blot Ree Park.
Marketingchef Pierre Skovgaard forklarer:
»Safari-delen er et levn fra dengang, hvor vores safaritur i parken var den største attraktion. Nu er vi meget mere end det, så det giver mening at rette navnet til. Og så er det jo også det, de fleste kalder os i forvejen.«
Parken tilbyder i dag meget mere end safariture. Gæsterne kan blandt andet benytte overnatningsmuligheder – det er der faktisk mere end 12.000, der gør hvert år. Og så er der arbejdet intenst med fokus på nyt børneunivers, formidling, restauranter og konferencer.
Det er den bredde, det nye navn skal signalere.
De populære Land Rover-safariture fortsætter, selv om ordet »safari« forsvinder fra navnet.
Parken oplyser, at navneskiftet følges op af flere nye tiltag.
Blandt andet har Ree Park indgået et samarbejde med børnebogsforfatteren Jakob Martin Strid om en ny legeplads, hvor hans univers bliver en del af oplevelsen for de yngste gæster.
Legepladsen åbnede for nylig, og her skal børnene møde fortællinger om dyr og natur gennem Strids figurer.
Samtidig har Food Family Group, der også står bag steder som Lundbergs og Brasserie 1864 i Ebeltoft samt MasVino og PicaPica i Aarhus, indtaget parken som ny partner og står bag nye spisesteder.
Parken har desuden udvidet åbningstiderne, så gæsterne nu kan opleve dyrene både tidligt om morgenen og sent om aftenen.
Nyt logo
Ifølge en pressemeddelelse fra Ree Park skal navneændringen også afspejle et styrket fokus på naturbevarelse og oplevelser for hele familien.
Direktør Jesper Stagegaard siger:
»Ree Parks identitet betyder meget for os. Det handler ikke kun om at få flere gæster ind, men om at give børn og voksne helt særlige oplevelser og fortælle den vigtige historie om, at vi skal værne om den vilde natur.«
Parkens visuelle udtryk er også blevet opdateret, men geparden forbliver det centrale element i logoet. Geparden er et af verdens mest truede store rovdyr og symboliserer parkens arbejde for at beskytte truede arter og bevare naturens mangfoldighed.
Bag oplevelserne i Ree Park ligger et omfattende arbejde med naturbevarelse, avlsprogrammer og projekter – blandt andet i Kenya, hvor parken støtter beskyttelsen af truede dyrearter, bekæmpelse af krybskytteri og bedre vilkår for lokalbefolkningen. –
læser
lige nu