Sommerhusejere protesterer mod kloakeringsplaner ved Lyngsbæk, Handrup og Egsmark Strand
Sommerhusejere mener, det er urimeligt at de skal betale for at stor-sommerhuse kan blive tilsluttet den offentlige kloakering.
Sommerhusejere ved Lyngsbæk, Handrup og Egsmark Strand ved Femmøller er ærgerlige over kloakeringsplaner, der ifølge en af dem, Arne Bojesen, vil komme til at koste hver af dem mellem 50.000 og 100.000 kroner. Nogle grunde ligger lavere end vejniveauet, og her skal der derfor etableres pumpe til at pumpe spildevandet opad.
Af Syddjurs Kommune begrundes kloakeringen med, dels at nogle af ejendommenes spildevandsløsninger, primært nedsivningsanlæg, trænger til at blive udskiftet, og dels at der skyder stor-sommerhuse op i området, hvor matriklen grundet størrelse og/eller terræn ikke altid kan rumme en privat spildevandsløsning.
»Reetabler de forældede anlæg«
Arne Bojesen er ikke enig i, at kloakering af hele området er den rette og mest rimelige løsning. Han mener, at det ville være langt enklere, at de enkelte sommerhusejere reetablerer deres forældede anlæg.
»Man kan jo bare pålægge ejerne af de udtjente nedsivningsanlæg at etablere nye. De store sommerhuse har kommunen jo selv givet lov til, så skal man ikke vælte den udgift over på alle andre.«
Han understreger, at han ikke principielt har noget imod stor-sommerhuse. Hans holdning er, at folk indenfor de rammer som lovgivningen udstikker, må bygge deres sommerhuse så store, som de har lyst til.
»For Syddjurs kommune er det jo også en god idé i og med at kommunen lever af turister,« siger han.
Men løsningen med nedsivningsanlæg er der ikke grund til at lave om på, de fungerer godt, mener han. I de 25 år hans familie har haft sommerhus i Lyngsbæk Strand, har han ikke hørt om problemer i forhold til de eksisterende tømningsordninger.
Arne Bojesen tilføjer, at der i øvrigt også tales om, at hovedledningen, der ligger ved Kystvejen, ikke er dimensioneret til at aftage den ekstra mængde spildevand, der med en kloakering vil komme fra Lyngsbæk, Handrup og Egsmark Strand.
Sommerhusejer Kaj Nissen tilslutter sig Arne Bojesens synspunkter, både med hensyn til storsommerhuse og bevarelse af individuelle løsninger. Selv har han og hans hustru en velfungerende trixtank med sivedræn, de selv har betalt. Kaj Nissen mener også, at kloakeringen vil være ganske uoverskuelig i forhold til de vandrør, el- og telekabler, der i forvejen er gravet i jorden, samt bøvl med at komme til og fra sin ejendom under gravearbejdet.
I Syddjurs Kommunes Åben Indsigt kan man se en del indlæg fra andre sommerhusejere i området med lignende synspunkter.
»Vil fremtidssikre«
Kim Lykke Jensen, formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget (NTM-udvalget), forstår godt, at mange sommerhusejere i området er utilfredse med at blive påført en ekstra udgift.
»Men i vores øjne er det vigtigt at fremtidssikre håndteringen af spildevand i området, set både fra et praktisk og et miljømæssigt perspektiv.«
Han forklarer, at planerne om en kloakering af de kystnære sommerhusområder har eksisteret i mange år. Allerede i år 2000 foreslog administrationen i den daværende Ebeltoft Kommune at kloakere området. Efter borgerprotester valgte Ebeltoft Byråd imidlertid at skrinlægge projektet.
I 2023 besluttede det daværende NTM-udvalg at genoptage disse planer. Det var blandt andet begrundet i, dels at der visse steder i området er problemer med højtstående grundvand, som umuliggør en miljømæssig forsvarlig håndtering af spildevand ved nedsivning, dels at sommerhusområdet primært består af ældre og mindre effektive nedsivningsanlæg, og endelig at der i området er kommet flere større udlejningssommerhuse, som har problemer med at håndtere spildevandet på egen grund.
»Personligt mener jeg også, at der generelt er god fornuft i at kloakere vores kystnære sommerhusområder for at rense spildevandet bedst muligt på vores renseanlæg.«
Kim Lykke Jensen tilføjer, at kloakeringen i området skal ses i sammenhæng med byrådets beslutning om at centralisere spildevandshåndteringen på Djursland, og således lede alt spildevand til det nye renseanlæg ved Fornæs.
»For at skabe den bedst mulige miljømæssige håndtering af spildevandet.«
»Nuværende ledninger er tilstrækkelige«
Afdelingschef hos AquaDjurs Ole Quorning fortæller, at kommunen i forbindelse med kloakeringsplaner altid vil være i tæt dialog med AquaDjurs, det fælles vand- og spildevandsselskab på Djursland.
»Og vi er klar til at løfte opgaven, hvis den kommer.«
Først når en endeligt godkendt spildevandsplan for området er klar, kan AquaDjurs gå i gang med at udarbejde et projekt.
Med hensyn til dimensionering oplyser Ole Quorning, at de nuværende ledninger er tilstrækkelige, idet der allerede i den tidligere Ebeltoft Kommune var planer om at kloakere sommerhusområderne ved Egsmark, Handrup, Lyngsbæk og Femmøller Strand. I første omgang blev Femmøller Strand kloakeret, men transportledningen langs vigen blev forberedt, så de øvrige sommerhuse kunne kobles på efterfølgende. Senere er der i forbindelse med kloakering af landsbyerne Handrup og Lyngsbæk udført kloakledninger gennem sommerhusområderne og frem til transportledningen langs vigen. Også disse ledninger er forberedt til en fremtidig sommerhuskloakering.
Ole Quorning bekræfter Kim Lykke Jensens bemærkning om centralisering og fortæller, at spildevandet fra Ebeltoft fremadrettet vil blive behandlet på det højteknologiske renseanlæg på Fornæs.
»En væsentlig fordel ved at centralisere rensningen er, at vi har de bedste forudsætninger for at rense godt og effektivt. Også når der kommer nye rensekrav i fremtiden.«
Primært ældre nedsivningsanlæg
I Syddjurs Kommunes forslag til tillæg til Spildevandsplan kan man læse, at det drejer sig om cirka 1200 ejendomme med egne spildevandsløsninger, primært i form af ældre nedsivningsanlæg. Et mindre antal ejendomme indenfor tillægget er allerede tilsluttet offentlig spildevandskloak.
Cirka 84 procent af de private anlæg er ældre end 15 år, og cirka 10 procent er etableret indenfor de seneste 15 år.
En større andel af sommerhusene i området udbygges eller etableres i dag som stor-sommerhuse (sommerhus til mere end 15 personer), hvor matriklen grundet størrelse og/eller terræn ikke altid kan rumme en privat spildevandsløsning.
Natur, teknik og miljøudvalget i Syddjurs Kommune besluttede således i september 2023 at prioritere spildevandskloakering af områderne Lyngsbæk, Handrup og Egsmark.
De nærliggende områder ved Femmøller og Egsmark bakker samt dele af Handrup og Lyngsbæk er allerede i dag tilsluttet offentlig kloak.