Fortsæt til indhold

De studerendes boligjagt er skudt i gang: Sådan øger du din chance for at finde en lejebolig

Boligjagten blandt nye studerende sætter pres på markedet, hvor hurtig handling og forberedelse ofte er afgørende for at få en lejebolig.

Samfund
ceb

For mange kommende studerende begynder boligjagten få timer efter, at de har fået besked om deres studieplads. Og det gjorde de omkring midnat natten mellem 27. og 28. juli.

Det kan mærkes hos BoligPortal.

Alene i juli og august har de hvert år mere end to millioner besøg fra boligsøgende. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Ifølge Anders Hyldborg, der er administrerende direktør hos BoligPortal, er der især nogle bestemte mønstre, som går igen år efter år.

»Når man hvert år følger hundredtusindvis af boligsøgninger og matcher titusindvis af lejere og udlejere, begynder der at tegne sig nogle tydelige mønstre. De studerende, der lykkes bedst, er sjældent dem, der er heldigst. Det er dem, der er bedst forberedte,« siger han.

Her deler Anders Hyldborg sine syv bedste råd til årets boligjagt.

»De studerende, der lykkes bedst, er sjældent dem, der er heldigst. Det er dem, der er bedst forberedte,« siger Anders Hyldborg, der er administrerende direktør i BoligPortal. Pressefoto

1. Kom i gang med det samme

Selvom studiestarten først ligger nogle uger ude i fremtiden, kan det betale sig at starte boligjagten med det samme. De mest attraktive boliger bliver ofte udlejet hurtigt.

»Man behøver ikke sige ja til den første bolig, man ser. Men jo tidligere man kommer i gang, desto større udvalg har man,« siger direktøren.

2. Opret en boligagent

På et travlt lejeboligmarked kan få timers forskel være afgørende. Ved at oprette en boligagent får du besked, så snart en bolig, der matcher dine ønsker, bliver slået op.

»Mange udlejere modtager henvendelser kort tid efter, at boligen bliver annonceret. Derfor kan det betale sig at være blandt de første,« siger Anders Hyldborg.

3. Gør det nemt for udlejeren at vælge dig

En kort og personlig besked kan gøre en stor forskel. Fortæl kort, hvem du er, hvad du skal studere, og hvorfor du bliver en god lejer.

»Udlejeren vælger ikke kun en boligansøgning, de vælger også en person. Derfor kan et godt førstehåndsindtryk være afgørende,« siger han.

4. Udvid søgeområdet

Mange studerende søger i de samme centrale områder. Ofte kan man finde både billigere boliger og mindre konkurrence få kilometer længere væk.

»Det kan sagtens betale sig at udvide søgeområdet. En kort cykel- eller togtur kan give markant flere muligheder og ofte en lavere husleje,« siger direktøren.

5. Hav dokumentationen klar

Når du finder den rigtige bolig, gælder det om at kunne reagere hurtigt.

Hav derfor legitimation, studieoptagelse eller anden relevant dokumentation klar, hvis udlejeren skulle bede om det.

6. Pas på boligsvindel

Studiestart er desværre også højsæson for svindel.

Vær skeptisk over for boliger, der virker usædvanligt billige, eller udlejere, der beder om betaling, før du har set boligen eller fået sikkerhed for, at alt er, som det skal være.

»Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, er det værd at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang. Man bør aldrig overføre penge, før man er sikker på, at både bolig og udlejer er reelle,« siger Anders Hyldborg.

7. Den første bolig behøver ikke være den sidste

Mange studerende leder efter drømmeboligen fra første dag. Men en midlertidig løsning kan være en god vej ind på boligmarkedet.

Et værelse, en fremleje eller et bofællesskab kan give ro til senere at finde den bolig, der passer bedst.

»Det vigtigste er at komme godt fra start på studiet. Mange finder først en midlertidig bolig og søger videre, når presset på markedet aftager senere på året,« siger han.

Se video: