Fortsæt til indhold

Falske reklamer med Søren Brostrøm har ført til fejlmedicinering

I en falsk video medvirker Søren Brostrøm i "Go' Morgen Danmark" og reklamerer for et lægemiddel.

Samfund
/ritzau/

Såkaldte deepfake-videoer og annoncer med Søren Brostrøm, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, florerer på sociale medier.

Videoerne har været reklame for et specifikt lægemiddel. Blandt andet har to ældre mænd i 80’erne set reklamerne og købt lægemidlet i den tro, at der var tale om en rigtig anbefaling fra Søren Brostrøm.

Men det førte til fejlmedicinering.

Det skriver Politiken, der har talt med de to mænd samt Søren Brostrøm.

I reklamen, der er lavet med kunstig intelligens, sidder Søren Brostrøm i en sofa i tv-programmet ”Go’ Morgen Danmark” og taler varmt om lægemidlet, der reklameres for.

En af mændenes læger siger til Politiken, at det var ”umuligt” at forklare manden, hvad et ”scam eller deepfake” er, og at en video på sociale medier kan være falsk.

Aarhusianske Søren Brostrøm blev landskendt, da han var direktør i Sundhedsstyrelsen under coronapandemien. I dag er han seniorrådgiver i Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Han fastslår til avisen, at han aldrig har medvirket i reklamer for lægemidler eller naturpræparater. Han siger, at han er ”frygteligt ked af det” over historien.

»Det er også derfor, det er uhyggeligt, og derfor det skal reguleres. Det er jo også forbudt i Danmark at lave den slags vildledende reklame. Det skal de platforme tage alvorligt,« siger Brostrøm til Politiken.

Bente Klarlund Pedersen, som er professor i integreret medicin på Københavns Universitet, er også en sundhedsfaglig person, som er blevet misbrugt i falske videoer og reklamer.

For tiden florerer der blandt andet annoncer eller reklamevideoer, hvor Bente Klarlund Pedersen tilsyneladende anbefaler midler mod tinnitus, rejsningsproblemer, leverfedt og overvægt, skriver Politiken.

Se video: