Fagforening om buskaos efter Umove-overtagelse: Chauffører oplever ringere vilkår
I den forgangne uge oplevede flere passagerer aflyste busser. Nu oplyser 3F Søhøjlandet, som har overenskomsten, at chaufførmanglen kan skyldes nye arbejdsgange, nye busser og længere vagter.
»Hvis det stod til mig, så jeg helst, at chaufførerne kørte som normalt, og at det eneste nye var uniformen.«
Sådan siger Bettina Mortensen, der er faglig medarbejder i 3F Søhøjlandet.
Den 28. juni overtog Umove driften på flere af GoCollectives, Keolis’ og De Grønne Bussers ruter i Østjylland.
Jeg hører fra chaufførerne, at de har fået ringere vilkår og længere vagter. Nogle af dem har sagt, at hvis forholdene ikke forbedres, så siger de opBettina Mortensen, faglig medarbejder i 3F Søhøjlandet
I forbindelse med virksomhedsoverdragelsen har flere chauffører sagt op, og det har givet problemer med driften på flere ruter, der kører gennem Skanderborg, Aarhus og Favrskov kommune.
Eksempelvis på rute 309, hvor skolebørn i den første uge efter sommerferien er blevet mødt af aflysninger.
Frustrerede chauffører
3F har overenskomsten for buschauffører i det private.
Her har Bettina Mortensen fået omkring 10 til 15 henvendelser fra medlemmer, der er frustrerede.
»Jeg kan godt forstå, at chaufførerne er frustrerede. Det er en helt ny arbejdsplads, selvom det er det samme udkørselssted, og så er det nogle nye arbejdsgange, nye busser og nye måder at arbejde på,« siger hun.
Frustrationen handler ifølge hende også om, at chaufførerne oplever at have fået længere vagter.
»Jeg hører fra chaufførerne, at de har fået ringere vilkår og længere vagter. Nogle af dem har sagt, at hvis forholdene ikke forbedres, så siger de op,« fortæller hun.
Hun understreger dog, at det ikke handler om løn eller brud på overenskomsten.
»De får den timeløn, de skal have. Det er ikke, fordi overenskomsten ikke bliver overholdt. Men jeg kan se, at de har nogle længere vagter, end de har været vant til,« siger Bettina Mortensen.
Jeg forventer, at vi får en dialog med virksomhedenBettina Mortensen, faglig medarbejder i 3F Søhøjlandet
Hun fortæller, at hun ikke har set vagter på op mod 12 timer, men at hun har set en vagt på 10,5 time. Med selvbetalte pauser svarer det til ni timers arbejdstid.
Bettina Mortensen har ikke tal på, hvor mange chauffører der har sagt op i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen. Men ifølge Midttrafik skyldtes de mange aflysninger af busser chaufførmangel hos Umove.
Ældre reservechauffører kan være stoppet
Ifølge Bettina Mortensen kan en del af forklaringen også være, at flere reservechauffører er stoppet i forbindelse med overdragelsen.
Reservechauffører er ikke fast tilknyttet på samme måde som andre chauffører og kan selv vælge, om de vil tage en vagt eller ej. Samtidig er gennemsnitsalderen i den gruppe høj.
»Det er ikke unormalt, at man møder en chauffør på over 70 år,« siger hun.
Hun vurderer, at nogle af de ældre reservechauffører kan have valgt at trække sig, fordi de ikke har kunnet overskue endnu en omstilling.
»Jeg tror, at mange af reservechaufførerne er stoppet ved virksomhedsoverdragelsen, fordi de ikke har kunnet overskue at komme ind i en ny virksomhed og blive genoplært en gang til, når de er oppe i alderen,« siger hun.
Bettina Mortensen fortæller, at hun har kontaktet Umove med planer om at få et møde med virksomheden på vegne af chaufførerne.
»Jeg forventer, at vi får en dialog med virksomheden,« siger hun.
Fra lille til stor virksomhed
Hvis man er vant til at arbejde i en mindre virksomhed og så kommer over på en stor arbejdsplads som Umove, kan det ifølge Bettina Mortensen opleves som en stor forandring.
»Før udbuddet havde chaufførerne i Keolis haft den samme arbejdsgiver i 13 år. Derfor er det ikke nødvendigvis, fordi den nye arbejdsgiver gør noget forkert, men fordi arbejdsgangene er anderledes end det, man plejer,« siger hun.
Det betyder en ny arbejdsdag, nye arbejdsgange og en ny lønseddel, og det kan være svært at vænne sig til – især for de ældste chauffører.
»Jeg forstår godt, at dem på 70-80 år trækker stikket,« siger hun.
Har ansat nye chauffører
Særligt i sidste uge var chaufførmanglen noget, man som passager kunne mærke.
Men i denne uge ser det bedre ud.
»Vi har ikke haft nogen aflysninger her til morgen (mandag, red.), så vi håber og forventer en kraftig forbedring i forhold til sidste uge. Vi anbefaler dog fortsat kunderne at tjekke Rejseplanen, Midttrafik live eller Midttrafiks trafikinfo, inden de tager afsted,« lyder det fra Britta Charmig, der er kommunikations- og udviklingskonsulent i Midttrafik.
»Det skyldes dels, at vi har fået to underleverandører til at køre de afgange, der ikke var chauffører til, og dels at busselskabet har fået ansat nye chauffører, der kan starte allerede i denne uge,« afslutter hun.
Umove har fået mulighed for at forholde sig til kritikken fra 3F Søhøjlandet, men er ikke vendt tilbage inden deadline.
læser
Lokal smedevirksomhed bygger 26 stationer til Islands nye højklassede busnet
lige nu