Stor fest med fri bar afblæst: »Vi er rigtig kede af at måtte aflyse«
Den årlige Oktoberfest i AVK Hallen i Galten er i år aflyst. »Det rigtige er at træffe beslutningen nu,« lyder det fra arrangørerne.
Der bliver hverken mad eller fri bar i AVK Hallen i Galten i 2026.
For årets Oktoberfest er aflyst.
Det oplyser arrangørerne bag det normalt populære og lokale tilløbsstykke, Galten Forenede Sportsklubber, på Facebook søndag aften.
»Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at årets Oktoberfest i Galten den 26. september 2026 desværre er aflyst. Billetsalget har desværre ikke været på det niveau, vi havde håbet på, og vi mangler fortsat at sælge en stor del af billetterne.«
»Det manglende billetsalg betyder samtidig, at vi med det nuværende antal solgte billetter står til at gennemføre Oktoberfesten med underskud. Som ansvarligt udvalg mener vi derfor, at det rigtige er at træffe beslutningen nu og aflyse arrangementet frem for at risikere et økonomisk tab,« lyder det i opslaget.
Aflysningen kommer i kølvandet på, at man til dette års planlagte Oktoberfest var nødsaget til at rykke arrangementet med en uge, så det i stedet for at foregå i starten af oktober, var arrangementet i år planlagt til slutningen af september.
»Vi var fra starten klar over, at ændringen af datoen i år kunne blive en udfordring, men desværre havde vi ikke mulighed for at afholde Oktoberfesten på den sædvanlige dato. Om det er datoændringen eller andre ting, der har haft betydning for billetsalget, er selvfølgelig svært at sige,« lyder det fra arrangørerne.
»Vi er rigtig kede af at måtte aflyse og beklager over for alle jer, der allerede havde glædet jer til en festlig aften med os,« skriver idrætsforeningen.
Alle købte billetter bliver refunderet, og pengene bliver automatisk tilbageført, oplyser arrangerørerne, der samtidig håber på, at den lokale Oktoberfest »vender stærkt tilbage i 2027«.
»Og vi arbejder allerede på at kunne afholde den på den rigtige Oktoberfest-dato, lørdag den 2. oktober 2027,« lyder meldingen.
læser
lige nu