Fortsæt til indhold

Kørelærere er frustrerede over uklare kørekortregler: "Kode 148" gælder ikke nødvendigvis i udlandet

Færdselsstyrelsen præciserer i et svar, at kørekort med kode 148 gælder både i Danmark og udlandet.

Samfund
/ritzau/

Køreskoleelever kan tage både deres køreprøve og størstedelen af deres køretimer i en bil med automatgear – men stadig få et kørekort til personbiler med både manuelt gear og automatgear.

Sådan gør det sig gældende i Danmark.

Det har dog hidtil været uklart, hvorvidt den type kørekort anses for at være gyldige uden for de danske grænser.

Dette frustrerer danske kørelærere, fordi Færdselsstyrelsen ifølge kørelærerne tidligere har meldt ud, at det netop også gjaldt i udlandet.

Det sagde formand for Danske Kørelæreres Landsforbund, Allan Sørensen, tidligere mandag til Dagbladet Ringsted.

»Færdselsstyrelsen sagde til os på et møde, at det var så godt som sikkert, at de nye kørekort også ville gælde i udlandet,« sagde han til dagbladet.

Med de nye kørekort henviser han til en forsøgsordning, som indebærer, at køreskoleelever kan få et kørekort med en påtrykt kode 148.

Koden giver en bilist lov til at køre både med manuelt gear og med automatgear, selv om bilisten har taget en stor del af sine køretimer og sin køreprøve i en bil med automatgear.

Tidligere fremgik det af Færdselsstyrelsens hjemmeside, at styrelsen ikke kan sige, hvordan kode 148 vil blive håndhævet eller fortolket i udlandet.

Styrelsen skrev, at kode 148 er »en national dansk kode, som kun gælder i Danmark«, og at den ikke er anerkendt i andre EU-lande.

Men oplysningerne om kode 148 på styrelsens hjemmeside var ikke korrekte, skriver styrelsen til Ritzau mandag eftermiddag.

Bilister med kode 148 på kørekortet kan køre med manuelt gear og automatgear i udlandet på samme vilkår som i Danmark, lyder det nu.

»Færdselsstyrelsen har gennem nogen tid oplevet interesse for vejledning omkring kørsel med kode 148 på kørekortet i udlandet.

Vi har opdateret styrelsens hjemmeside før ferien, men beklageligvis ikke med de korrekte oplysninger, der gemmer sig i ordningen om en national kode som kode 148.

Færdselsstyrelsen kan oplyse, at bilister med kode 148 på kørekortet kan føre bil med såvel manuelt gear som med automatgear i udlandet på samme vilkår som i Danmark,« skriver Færdselsstyrelsen.

I Danmark er det obligatorisk at gennemføre 24 lektioners køreundervisning af hver 45 minutter.

Som køreskoleelev kan man nøjes med 7 køretimer i en bil med manuelt gear, mens den øvrige køreundervisning foregår i en bil med automatgear.

Derefter kan køreprøven tages i en bil med automatgear.

Allan Sørensen fra Danske Kørelæreres Landsforbund oplyste tidligere til Dagbladet Ringsted, at kørelærerne skal til møde med Færdselsstyrelsen 24. august for at drøfte sagen om kørekort med kode 148.

Se video: