800 cyklister giver udfordringer på søndag: Afspærrede veje og nye ensretninger
Motionscykelløb i Aarhus og Favrskov.
Søndag 30. august cykler op mod 800 cyklister gennem dele af Aarhus og Favrskov kommuner. Cykelløbet kan påvirke fremkommeligheden, når rytterne cykler igennem kommunen, og der kan i perioder forekomme mange cyklister på vejene i området.
Det skriver Aarhus Cykeltour i en pressemeddelelse.
Cyklisterne forventes at befinde sig i på vejen i tidsrummet mellem cirka klokken 09.00 og 16.30.
»Vejene bliver ikke som udgangspunkt spærret af, men trafikanter opfordres til at være ekstra opmærksomme, holde god afstand, udvise tålmodighed eller om muligt finde en alternativ vej uden om cykelløbet,« skriver arrangørerne.
Ruten går blandt andet gennem Aarhus Ø, Risskov, Egå, Skæring, Hjortshøj, Hesselballe, Vorre, Balle, Hårup, Mejlby, Spørring, Todbjerg, Elsted og et større område i Favrskov Kommune, hvor der vil være cykelryttere fra ca. kl. 10.15 til 15.30.
De kommer blandt andet til Røved, Clausholm, Hvalløs, Voldum, Vissing, Nørre Galten, Lerbjerg, Svejstrup, Lyngå, Skjød, Pøt Mølle, Tinning, Vitten, Vivild, Over Hadsten, Sandby, Hår, Tåstrup, og Grundfør. I Skjød er der energidepot, som arrangeres i samarbejde med Skjød Forsamlingshus og Skjød Borgerforening.
Ruten vil på dagen være markeret med skilte, og officials samt BMW Race Marshals vil være placeret på udvalgte steder. De vejleder deltagerne, men den almindelige færdselslov gælder under hele arrangementet.
»Trafikofficials og BMW Race Marshals har mulighed for at standse og starte den offentlige trafik kortvarigt, hvis det vurderes nødvendigt for den fælles sikkerhed,« understreger Aarhus Cykeltour.
Du kan læse mere om ruterne og se kort hos Aarhus Cykeltour.
læser