Fortsæt til indhold

Ny svømmehal til 93 millioner kroner kan være på vej i Aarhus

Aarhus Kommunes svømmehaller har svært ved at rumme de mange aarhusianere, der gerne vil svømme.

Samfund
sb

Socialdemokratiet i Aarhus foreslår i forbindelse med budgetforhandlinger i byrådet, at man afsætter omkring 93 millioner kroner til at opføre en ny svømmehal i hjertet af Aarhus.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Forslaget skyldes, at Aarhus vokser, og at kommunens svømmehaller derfor har svært ved at rumme de mange aarhusianere, der gerne vil svømme.

Socialdemokratiet vil ifølge Århus Stiftstidende forsøge at finde penge til et nyt kommunalt 25-meter-bassin i tilknytning til Frederiksbjerg Idrætscenter og det eksisterende Aarhus Svømmestadion ved Ingerslev Boulevard.

»Behovet for en ny svømmehal i Aarhus Midtby er enormt, for i dag har vi blot Aarhus Svømmestadion og Badeanstalten Spanien, hvor presset er massivt. Mit forslag er blandt andet at bygge en ny svømmehal ved Frederiksbjerg Idrætscenter,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Jesper Kjeldsen, til Århus Stiftstidende.

Rådmanden foreslår, at en stor del af finansieringen til en ny svømmehal i midtbyen skal findes blandt de cirka 83 millioner kroner, som byrådet gennem årene har afsat til først det såkaldte Verdensbad og sidenhen det nedskalerede Familiebad i Gellerup.