Fortsæt til indhold

Biler kan være på vej væk: Per beskylder politikerne for at bukke under

At der nu lægges op til andet end rekreativt område på omdiskuteret grund i Randers, kritiseres af de lokale. Politiker afviser kritikken.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

På Orkestervej i Randers-bydelen kan en omdiskuteret bilkirkegård snart være fortid. I stedet åbner politikerne for, der kan bygges på grunden. Noget, som også kritiseres af beboere i området.

I flere år har det nemlig netop været ønsket fra grundejeren. Noget som han har fået afslag på ad flere omgange. Indtil nu.

»Uanset om det skulle være ændret fra rekreativt område til anden anvendelse eller ej, så har den, der ejer grunden i dag, presset sig til at få hans vilje. Det er ærgerligt, at politikerne falder på knæ for pres,« siger formand for Grundejerforeningen Sekstetten Per Hansen til TV2 Østjylland.

Per Hansen mener nemlig, at de mange biler, trafikmængden samt støj fra grunden er blevet brugt af ejeren til at presse sit ønske om at få lov til at bygge på området igennem.

»De, der vil bryde loven eller som går over stregen i Randers Kommune, de får deres vilje.«

»Det kan jo undre, at man, fordi man provokerer sig til at få sin vilje, lige pludselig vil ændre status på området,« lyder det fra Per Hansen.

Kritikken preller af på formand i Erhvervs- og planudvalget i Randers Kommune Henrik Hove-Nielsen (DD). Det er netop medlemmerne her, der har stemt for at gå videre med at ændre grunden på Orkestervej til ikke kun at skulle være et rekreativt område.

»Det er korrekt, at det er udlagt som et rekreativt område eller et grønt område, men det har jo i mange år stået med hegn omkring og med højt græs. Lige nu står der en hovedbygning og nogle bygninger, som ikke er særligt pæne at se på. Så derfor, så synes vi, at det her forslag, der er kommet om, at man måske gerne vil kigge ind i at bygge på grunden i stedet for, det er en rigtig god idé. Det er det, vi har truffet vores beslutninger ud fra,« slår han fast.

At der har stået over 50 biler på grunden samt været udfordringer med tung trafik til og fra stedet, er ikke noget, der har spillet ind for Henrik Hove-Nielsen.

»Jeg har ikke fået den slags henvendelser, før jeg får kendskab til sagen. Rent faktisk, så er det først, da TV2 Østjylland henvender sig omkring den side af sagen, at jeg hører om den.«

»Så det har jo ikke været det, der har været min bevæggrund for at træffe en beslutning i udvalget,« siger han.

Han anerkender dog beboernes oplevelser.

»Jeg kan sagtens forstå, hvis naboerne har den opfattelse, at det er det, vi har gjort, fordi det er den oplevelse, de har af situationen. Men som sagt, så er jeg nødt til at forholde mig til fakta. Jeg kender ikke til det her, før I fortæller mig om det.«

Den forklaring køber Per Hansen fra området ikke.

Udvalgsformanden siger, at det ikke har noget på sig, at de er bøjet under for pres. De synes bare, at det vil være godt med de her boliger, frem for alle bilerne. Har han ikke en pointe i det?

»Jo, det har han, men så forstår man jo ikke, hvorfor de ikke allerede i 2021 eller 2024 bøjede sig, da byggeansøgningerne kom. Man undrer sig over, at køberen i 2010 fik afslag på at købe ejendommen til bebyggelse og udstykning. Man har haft rig mulighed igennem de sidste 15-20 år til at se på, om den kunne udstykkes.«

Genbo til den pågældende grund på Orkestervej Julie Vestergaard synes også, at det har været et uskønt forløb.

Men hun håber nu mest på, at der kommer en afklaring på fremtiden for området.

»I bund og grund håber vi på, der kommer noget høring, inden der sker noget som helst herovre, fordi det er meget usikkert. Vi ved ikke, hvad han kan finde på at gøre derovre,« siger hun til TV2 Østjylland.

I første omgang skal kommuneplanen for området først ændres, før der kan gives tilladelse til byggeri.

TV2 Østjylland har rakt ud til grundejeren, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.