Verdenswellness blev til badebleer. Nu trænger fornuften sig måske på

Der findes kommunale projekter, der opnår nær evigt liv uden nogensinde at blive til noget. Sådan er det med visionen om nye svømmefaciliteter i Gellerup. Et ”Verdensbad” lød på samme tid både mangfoldigt og visionært, men lignede også en kommunal opførelse af kejserens nye badebukser. 600.000 mennesker skulle valfarte til det 10.000 kvadratmeter store vandland i intet mindre end ”international klasse”.

Hotel og konferencefaciliteter skulle kaste kunstigt lys over Gellerups skyggesider, og man fik det indtryk, at det kun var et spørgsmål om tid, før lufthavnen blev reddet af badevandet med pakkerejser for andre folk end dem, der er danske. Det blev en maveplasker af de helt store.

Verdensbadet blev til Familiebadet, og alene navneskiftet flyttede associationerne et godt stykke fra verdensklassewellness og i retning af bristede badebleer. 10.000 kvadratmeter blev til 5.000. 600.000 gæster blev til et ydmygt håb om, at aarhusianerne ville stoppe med at køre til Randers for at hoppe i et bassin med tocifrede varmegrader. Projektet blev på samme tid både nedskaleret og væsentligt dyrere, og det er da også en form for verdensklasse. Man ville gå videre, men alligevel blive stående.

Men nu går den ikke længere. Den socialdemokratiske rådmand for kultur og borgerservice, Jesper Kjeldsen, har arvet det velmodne prestigeprojekt, men ikke den forestillingsevne det kræver, at tro på det. Som et forslag til efterårets budgetforhandlinger vil Socialdemokratiet i stedet opføre en ny svømmehal ved Aarhus Svømmestadion. Man kan godt forstå, hvis rådhuset og forvaltningen skal vænne sig til tanken om at opføre svømmehaller, der, hvor folk vil svømme.

Aarhusianerne har mere brug for steder at bevæge sig end flere fantasiprojekter. At der i forvejen er fundet penge til bunden af et bassin i Gellerup, er ikke et argument for at finde flere millioner til samme projekt. Også det kan være en ny, forfriskende tanke i et system, hvor der ikke bare investeres millioner, men også prestige, og til sidst bliver det for dyrt at indrømme, at idéen ikke var lige så stærk som superlativerne.

Langt fra Gellerup, på Filmbyens facade skulle Jesper Just skabe ”verdens største og bedste digitale kunstværk, simpelthen.” Det blev dyrere, større og langt mere tidskrævende end man havde forestillet sig. På DR kan man i dokumentaren »Jesper Just og Maskinen« se hele forløbet og høre, at verdenskunstnerens kunst skal opleves. Det er der øjensynligt ikke mange, der har gjort i Sydhavnen, selv om intentionen også her var, at alverdens kunstinteresserede skulle valfarte hertil. Måske i kombination med en dukkert i Gellerups boblebad? Forhåbentlig kommer der flere øjne på værket, når det runde p-hus foran Filmbyen for alvor tages i brug. Ved ind- og udstigning er der fin udsigt til værket, og det giver mening, selv om det vist ikke var meningen.

”Verdensbadet” bliver nok ikke til ”Familiebadet”, men måske til ”Bare-et-helt-almindeligt-bad-badet”, og det er fint med de 25 meter. For i den kommunale virkelighed er evnen til at opgive en 10 år gammel vision af og til det mest visionære.