Drømmene om Mødestedet Ådalen bliver realiseret nu
Efter mange års forberedelser er aftalen med hovedentreprenøren for Mødestedet Ådalen underskrevet, og arbejdet kan gå i gang.
Legenden fortæller, at den nu sovende Holger Danske vil vågne og komme Danmark til undsætning i nødens time.
I overført betydning vågnede Holger Danske i Ådalen omkring 2016. Det var, da der fra kommunalt hold blev hvisket om ændringer i skolestrukturen, ja, måske ovenikøbet lukning af overbygning eller lukning af hele skoler. Ådalsskolen var en af dem, der blev nævnt.
»Det må ikke ske,« tænkte man i Ådalen, og så vågnede om ikke Holger Danske men i hvert fald borgernes trods og virketrang.
I denne uge underskrives kontrakten med hovedentreprenøren om indretning af Mødestedet Ådalen med skolen og hallen som centrum for aktiviteter, møder og fællesskaber på tværs af generationer.
»Liv i Ådalen«
Skolestrukturdebatten i 2016 gav anledning til at tale om det gode liv i området, og hvad hvis overbygningen forsvandt eller hele skolen lukkede.
Det lokale sammenhold viste endnu engang, hvad det kan udrette, når det gælder. Der blev i første omgang dannet en Landsbyklynge for at etablere et stærkere fællesskab og udvikle en langsigtet strategi for området. I dag består landsbyklyngen af 16 landsbyer, der blandt andet er fælles om en skole, et børnehus og en idrætsforening. Landsbyklyngen fik senere navnet »Liv i Ådalen«.
En arbejdsgruppe kastede lys på alle de gode ting, der allerede eksisterede og som skulle understøttes, og der opstod tanker om nye tiltag: stier, et mødested for de unge, en krea-klub, og hvad med om Ådalen fik sit eget postnummer i stedet for at høre under Mørke.
Krea-klubben kører nu i bedste velgående. Det samme gør Kulturforeningen Ådalen som er blevet etableret og har sat sin første egenproducerede musical op, en frivilligbus til Ådalen er blevet bevilget i en periode på tre år og står nu klar til brug i Ådalen, og de mange stier i Ådalen er blevet tydeliggjort, og der har været afholdt gåture i Ådalen. Ideen om Ådalens eget postnummer har dog indtil videre ikke kunnet realiseres.
Ideen om mødestedet for de unge tog fart, voksede og endte med en drøm om et sted for alle generationer. Det skulle være en overordnet paraply for alskens aktiviteter og selvfølgelig også være et fysisk mødested for alt, hvad rammerne kunne holde til.
Det er det, der nu er tæt på. I sidste uge blev kontrakten med hovedentreprenøren underskrevet, og så går hele maskineriet i gang. Til næste år vil Mødestedet Ådalen stå færdigt.
Bæredygtighed og genbrug
Morten Borup, distriktsleder for Ådalens Børnehus og Skole, er med i styregruppen for Mødestedet. Han lægger ikke skjul på, at det har været et forløb med både op- og nedture. Et dyk, der dog endte med at blive et stort plus for projektet, var da to af hovedsponsorerne, Real Dania Fonden og Lokale og Anlægsfonden, skød første udkast ned i 2019.
De to sponsorer krævede en langt højere grad af bæredygtighed indlejret i byggeriet, blandt andet at der ikke skulle bygges nye kvadratmeter, men de eksisterende skulle udnyttes bedre, og der skulle være en udstrakt grad af genanvendelse af både inventar og byggematerialer.
Nye arkitekter kom til, og der blev tegnet et helt nyt projekt, hvor nybyggeri blev fjernet fra tegningerne.
Carl Høj Laursen, medlem af ledergruppen i IF Ådalen og ligeledes med i styregruppen for Mødestedet, konkretiserer resultatet med få ord:
»Vi får færre kvadratmeter men mere plads.«
Bygninger i brug efter skoletid
Bygningsmæssigt vil der ske det, at alle skolens faglokaler fornys og gøres tilgængelige for borgerne i de timer, der ikke er skolegang. Madkundskabslokalet bliver til et folkekøkken, musiklokalet åbnes ind til gymnastiksalen og vil kunne bruges af områdets kulturforening til teater og musikarrangementer, en hel fløj gøres til værkstedsområde for blandt andet krea-klubben og for folk med lyst til at bruge deres hænder og kreative evner. Desuden giver det ungdomsskolen bedre rammer for deres aktiviteter med bålhygge, spil med mere.
Foran folkekøkkenet indrettes et udeområde til samvær, hygge og ophold.
Hensigten er også, at hallen og skolen skal smelte mere sammen. Derfor er cykelskurene mellem de to bygninger blevet flyttet, og der laves i stedet et udendørs ungespot, og et andet sted etableres en multibane. Ungdomsskolens bygning fjernes, og juniorklubben og ungdomsklubben rykker ned i kælderen under skolen.
»De unge får her væsentlig bedre rammer,« fortæller Morten Borup.
Ligeledes nedlægges dagplejens hus, Kløverhuset, og dagplejen rykker ind i Ådalshallen.
Lene Greve, formand for Distriktsrådet Ådalen og med i styregruppen for Mødestedet, er overbevist om, at stedet vil samle Ådalens borgere og gøre det mere attraktivt at bo i Ådalen.
»Vi ser for os, at der her omkring Mødestedet vil være liv, snak og hygge ugen igennem. Det kan være at der på en almindelig hverdag vil være øvning af musical, samtidig med at distriktsrådet holder møde et andet sted, og der er håndbold i hallen. Og at man slår et slag ind omkring folkekøkkenet, hvis man har været til aktiviteter i hallen,« siger Lene Greve, formand for Distriktsrådet Ådalen og medlem af styregruppen.
Pengene er i hus
Budgettet lyder på 29,5 mio. kroner, og pengene er i hus. Syddjurs Kommune har sponsoreret cirka 12 mio. i løbet af de seneste par år, og har desuden bidraget med god rådgivning undervejs. Også Real Dania og Lokale og Anlægsfonden har været til stor hjælp, både i form af fondsbidrag men også med rådgivning. Desuden har en række mindre fonde givet deres støtte.
Som nævnt underskrives kontrakt med hovedentreprenøren i denne uge, og Mødestedet Ådalen vil stå færdigt til skoleårets start i august 2027.
Faglokalerne er nu blevet tømt, og det genanvendelige er blevet gemt, mens andet er blevet smidt ud. Undervejs kommer undervisningen til at foregå efter det-muliges-kunst princippet. Undervisningen i håndværk og design vil foregå ude, musikundervisningen flyttes til et klasselokale, fysikundervisningen og valgfags-madkundskab kommer til at foregå på Mørke Skole, og undervisningen i madkundskab vil også foregå ved udekøkkener og omkring bål.
»Ja, det bliver et spændende kommende år. Vi har snoet os. Men det kommer os jo til gavn på den anden side,« smiler Morten Borup.