»Man kan blive så professionel, at man er en kold skid«

Der var engang, da præstens prædiken blev opfattet som noget ophøjet med inspiration fra det himmelske. I dag er tiderne anderledes: Ved festgudstjenesten i Aarhus Domkirke gjorde Esben Thusgård på sin egen jordnære måde opmærksom på, at en ny biskop, den 61. i rækken, tog over. Han havde bemærket begejstringen uden for domkirken over AGF’s danske mesterskab.

En tidligere biskop, Kjeld Holm, var også engageret i fodbold, selv om han altid betonede, at han skam ikke ulejligede Vor Herre med sin passion. Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før sådanne bemærkninger havde været utænkelige i domkirken.

Det var dengang, det hellige var helligt. Meget i og omkring kirken vurderes nu efter en anden skala, der går på tro og viden. Troen synes svækket, mens eksperter belærer enhver på egne fora. Nettets nye autoriteter har udviklet sig til en mere eller mindre selvbestaltede kontrolinstanser for mode og smag, der bedst tåler bifald. Ellers venter shitstormene.

Passer præstens prædiken? Passer biskoppens?

Esben Thusgård rangerer højt i rangfølgen med titel af excellence. Han befinder sig et sted, hvor han skal tænke sig om, hvad han siger og gør. Der er ikke rum til at plapre, ligesom håndbremsen heller ikke helt er sluppet hos den 56-årige vestjyde, der blev bispeviet i Aarhus Domkirke den 31. maj i år.

Der findes mennesker, der i forbindelse med det religiøse, kræver beviser, særligt omkring påsken, kirkens største højtid. Viden er blevet det afgørende. For kan man virkelig genopstå fra de døde? Digterpræsten Kaj Munk gav sit bud i skuespillet ”Ordet”, som Carl Th. Dreyer filmatiserede.

Esben Thusgård har fået spørgsmålet før.

»Jeg tror, det bunder i, at i det øjeblik, du har sikker viden, har du også i en vis forstand kontrol. Det handler jo også om dig og mig. Vi vil gerne vide så meget, at vi kan tage de gode beslutninger.«

»Det andet er, at i forlængelse af dette kommer vi let til at have fokus på det, der kan købes og sælges eller vejes og måles. Det kan vi have en mere eller mindre fast viden om. Der er bare ufattelig meget i vores liv, vi aldrig får kontrol over, og det skal vi se i øjnene. Hvis der er noget, vi ikke har styr på, så skal vi have fundet en udvej.«

Kirkens budskab er, at der er noget i livet, vi aldrig får kontrol over, siger biskoppen, og det begynder allerede fra dag ét. Det begynder allerede fra dag ét:

»Vi bestemmer ikke selv, hvem der skal føde os. Det er ude i det banale, og vi kender heller ikke den dag, vi dør. Jeg ved godt, at der er nogen, der, hvad det sidste angår, også gerne vil have kontrol og taler for aktiv dødshjælp og lige præcis af disse grunde, er jeg meget betænkelig ved det. I første omgang er jeg betænkelig ved, at man forsøger at tage magten over det, vi ikke har magten over. Om end jeg forstår ønsket om, at ens kære får en værdig død og afsked med livet.«

»Der er nemlig rigtig meget, vi har magt over. Det er også derfor, at vi sidder velnærede, som vi nu er og lever et godt liv. Vi ved meget om mange ting og træffer gode beslutninger. Men ude i de afgørende spørgsmål, har vi ikke magten,« fastslår Thusgård.

I den sidste afgørende ende er vi altid afhængige af andre.

»Vi er nødt til at fatte tillid til andre for at kunne begå os i verden.«

Jordens undergang

Tidligere fik mange børn styr på begreberne og verdens mange kriser i søndagsskolen. I dag tales om usikre og endda skræmte børn, der er bange for livet. Den stærkt omtalte klimakrise, brandene, der ikke kan slukkes, får nogle til at frygte Jordens undergang.

Noahs Ark er jo klimakrisen?

»Fuldstændig,« siger Esben Thusgård, der dog har en anden udlægning:

»Jeg vil hellere sige det på den måde, at bibelhistorie viser, at mennesker har bakset med de samme problemer som os, og det er ikke første gang, at mennesker har været nervøse for verdens undergang. Det tyder alt på, når vi i dag læser tilbage i de gamle skrifter, der ligger som en understrøm i vores kultur. De er måske knap så præsente, som de var for 30 og 50 år siden.«

Det, at livet ikke går op, er ikke en fejl ved livet, betoner biskoppen. Det er sådan, det er. Forældrene kan blive skilt, eller et barn kan blive sygt. Der kan på godt og ondt ske noget nyt, og det er forbundet med livet.

»Og midt i dette, er det vigtigt, at vi ikke dæmoniserer hinanden, men prøver at skabe en fællesnævner for, at vi trods alt kan leve og bevare menneskeligheden. Jeg er bange for, hvad en dæmonisering af andre kan føre til.«

De mange kriser

Vi bliver klemt i disse år fra øst og vest af kriser, men biskoppen synes, at ambitionen så skal være, at vi skal give denne jord tilbage til vores børn med de samme muligheder, som vi selv fik.

»Det bekymrer mig helt vildt, at vi begynder at finde menneskeskabte giftstoffer i drikkevandet. Og ser, at fiskene i fjordene mildt sagt ikke trives. Det var også sådan, at man for 25 år siden ikke kunne køre en tur i sin bil uden at skulle vaske en snavset forrude, når man kom hjem. Det skal man ikke længere. Der er nogen ting, der forandrer sig. Der er nogen ting, der forsvinder, som var helt naturlige, da vi var børn,« konstaterer Esben Thusgård.

Han er ikke interesseret i at diskutere klima, men optaget af at kunne give jorden videre til vores børn. Et samfund skal også have plads til de skæve og de skrøbelige mennesker.

»Det er vigtigt at holde fast i, at verden er vanvittig kompliceret, og der er ikke nogen enkle forklaringer på vores problemer, men det er ikke en holdeplads for vægelsind, og der skal træffes beslutninger. Jeg måtte forbi den tyrkiske moske i Nørre Allé, og det er et godt eksempel på det komplekse i livet. Det handlede ikke om at udstille uenighed, men at udvise solidaritet. De mennesker var pressede af de brandattentater, de oplevede, og det er ikke i orden i vores samfund. Vi kan godt være uenige, men vi lader tændstikkerne blive hjemme. Men hold da op. Besøget tændte helt af på de sociale medier.«

Rejsen mod en fremtid

Hvad havde du egentlig drømt om at blive?

»Jeg har bare som alle mulige andre skullet lidt forskelligt. Der var da en overvejelse, om jeg skulle overtage fars gård, men det, det vakler mellem på et tidspunkt, er, om jeg skal læse historie eller etnografi.«

»Jette og jeg havde rejst en del på det tidspunkt, og så kunne jeg mærke, at jeg var færdig med at rejse, færdig med at være på besøg, færdig med at være tilskuer. Jeg indså, at det var teologi, jeg skulle læse, for der kan du ikke andet end blive involveret selv: Hvad tænker og tror du om det her? Det er ikke i den grad den færdig beskrevet videnskab, men det er også noget, du selv må tage stilling til undervejs, som belyser ens liv.«

Det er derfor, det er et fantastisk fag og har en stærkere tiltrækning især i disse år, mener biskoppen. Flere og flere vil gerne være præster, som søger en af de forskellige ordninger, der er etableret på grund af præstemangelen.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det handler om, at man kan få lov at involvere sig. På den måde er det ikke kun en videnskab på afstand, men går en helt tæt på. Jette tog en uddannelse som sygeplejerske, et yderst vigtigt job, ligesom hun blev mor til fem. Det var ikke fordi, jeg skulle være præst. Det handlede om de store spørgsmål, og det kunne blive til alt muligt. Jeg kendte nogen, der arbejdede i reklamebranchen. Andre var højskolelærere, men så går der de fem-seks år, og så indså jeg det fornuftige i at bruge uddannelsen til er at blive præst. Det blev jeg i Hobro, og der var vi i ni fantastiske år, inden jeg blev præst i Risskov og siden provst.«

Præsten på vej

»En god præst er hele tiden på vej. Man bliver hele tiden vejledt og sat lidt på plads, som når nogle efter gudstjenesten kommer og spørger: Hvad mener du egentlig med det? Vi taler sammen og får endnu et spørgsmål: Man kunne også…. «

Det kan være menigheden, der opdrager præsten.

Esben Thusgård fortæller, at det aldrig er rart for en præst at stå ved en kiste.

»Her tager du kjolen på, og siger til dig selv: Nu er det ikke dig Bette Esben. Nu er det præsten, der tager over. Her skal du ikke forklare og forsvare. Det må gud tage sig af. Det er en lettelse at nå dertil.«

Man bliver kun en god præst, så vidt man tager sig selv med, mener biskoppen.

»En af de begravelser, jeg aldrig glemmer, var en jævnaldrende, hvor konen og de tre børn på første række. Da gik det tæt på, for vi var samme sted i livet, og jeg havde også kone og børn derhjemme. Det er en spændende balance, præsten og andre faggrupper løber ind i. Man kan blive så professionel, at man er en kold skid og man kan være så privat til stede, at man næsten skal bære det hele.«

Flere og flere efterlyser præster til at byde ind med forklaringer på tidens udfordringer og trusler. Der tales meget om børn i krise, som udvikler en frygt for livet. Tilværelsen har altid budt på udfordringer, og Bibelen indeholder mange dramatiske begivenheder, men også løsninger. De har tidligere haft større betydning og reduceret børns frygt.

»Der bliver i højere grad kaldt på præsten og kirkens rum. Fra sundhedsvæsenets side, forsvarets, beredskabets og ikke mindst er der et virkelig stærkt samarbejde mellem folkeskolen og folkekirken. Her står fortællingerne stærkt, hvor de er med til at give en slags orientering og retning i livet, hvor det ikke vil som vi vil. Og her er præsterne bare gode til at fortolke og formidle det grundfjeld af fortællinger vores kultur og kirke står på,« mener biskoppen.

Der bliver meget at tale om ide kommende år. Også på den større klinge: Det handler blandt andet om forholdet mellem stat og kirke.

Hele balladen omkring St. Bededag har givet nogle blod på tanden, at nu skal stat og kirke skilles?

»Jeg er ikke sikker på, at det er en god idé. Jeg tror, at stat og kirke har godt af, at vi lever om ikke i et ægteskab, så i et registreret partnerskab. At vi i hvert fald bor sammen. Vi skal stadig diskutere og tage hensyn til hinanden og stadig har folkekirken som et fælles anliggende uanset hvor ofte vi måtte komme.«

»Hele den snak den kommer, og der vil jeg gerne holde fast i, at det faktisk er en god ordning, vi har, fordi det omgivende samfund godt nok forstyrrer kirken. Men det er godt nok. Det er kun, når vi har en forpligtende relation og bor under samme tag, at vi kan sige ting til hinanden. Selv om medlemsprocenten falder, så ændrer det ikke ved, at over 70 pct. a befolkningen er medlem af folkekirken. Der er en idé om, at folkekirken er vigtig i danskernes liv.«

Esben Thusgård mener, at det er rigtig vigtigt, at Folketinget bakker op om folkekirken, fordi flertallet af danskere forsat er tilknyttet folkekirken, og han mener at spore et stemningsskift. Især til religion, men også til kirken. Der blev gennemført en såkaldt drop-in vielse forskellige steder i Aarhus, i kirker og i Botanisk Have.

»Jeg tænkte, der skal nok komme en 12-15 stykker. Og så kom der 120 i alt. Alle disse mennesker kunne jo bare være gået på rådhuset, men det var vigtigt for dem, at skete under medvirken af en præst. Lad os nu se om et par år. Der er flere konfirmander, der vil døbes, og flere unge kommer i kirken.«

»Er det fordi vi bliver presset fra øst og vest, klimakrisen kradser, at vi tænker: Hvordan finder vi orientering i en verden i opbrud? Hvor kan vi tale om det håb og den frygt vi nærer?«

Aarhus’ nye biskop er optimistisk på kirkens vegne.

»Men jeg kan være mere bekymret for vores liberale samfund, hvor vi har lov at være uenige, og hvor vi giver hinanden plads. Det er værd at kæmpe for. Det giver ikke bare plads til folkekirken, men også at andre må tænke og tro, som de vil.«