Fortsæt til indhold

Skulle være en hjørnesten i det nye Gellerup: Nu er stort badeprojekt på vej i graven

Et stort familie- og oplevelsesbad skulle trække folk til Gellerup og løfte bydelen. Nu vil kulturrådmand bruge millioner, der var afsat til driften, på en ny svømmehal på Frederiksbjerg. Udvikler frygter, at Gellerup mister vigtig brik i omdannelsen.

Samfund

Var det det endelige dødsstød til drømmen om et stort vandland i Gellerup?

Den tanke er nærliggende, når man læser Socialdemokratiets nye budgetforslag om at bygge et 25 meter langt bassin ved Aarhus Svømmestadion på Frederiksbjerg til 93,4 millioner kroner.

»Forslaget finansieres blandt andet gennem en omprioritering af de afsatte midler til Gellerupbadet,« står der, og med tanke på forhistorien lyder det unægteligt som en aflivning.

For da planerne om omdannelsen af Gellerup tog form, var et nyt og spektakulært bad en del af ambitionerne for den belastede bydel.

Først drømte man om et stort ’Verdensbad’, der skulle tiltrække intet mindre end 600.000 gæster om året fra hele landet. Da det viste sig for dyrt og vanskeligt at realisere, blev ambitionerne nedskaleret til et Familiebad.

Nu ser også den plan ud til at være på vej i graven.

»Familiebadet er absolut et spændende projekt, men gennem årene har vi konstateret, at den brede politiske opbakning ikke er til stede. Og jeg har svært ved at se, at vi finder pengene til det store projekt til 400 millioner kroner. Jeg synes ikke, vi skal sidde og vente på et projekt, til solen bliver sort,« siger kulturrådmand Jesper Kjeldsen (S) til Århus Stiftstidende.

Udvikler: Der skal komme folk udefra

Det vækker bekymring hos A. Enggaard, der som en af de store private udviklere har investeret massivt i omdannelsen af Gellerup.

Regionschef Jens Skinnebach har forståelse for, at de oprindelige planer er blevet skåret ned. Men hvis Gellerup skal udvikle sig som ønsket, mener han, at kommunen fortsat skal skabe en attraktion, der kan lokke mennesker til området.

»Det er selvfølgelig glædeligt, at man vil investere i en ny svømmehal i midtbyen, hvor der er stor efterspørgsel, men vi har da en klar forventning om, at man fastholder de investeringer, der er bebudet i Gellerup,« siger han.

For ham er det afgørende, at resultatet bliver mere end blot en almindelig svømmehal.

»Det er helt essentielt for området, at der kommer en form for et vandland eller en attraktion, som også er interessant for andre end beboerne i Brabrand, så der bliver skabt noget liv i området og på gadeplan. Derfor er det vigtigt, at man fra kommunens side fastholder den investering. Det har vi en klar forventning om, at kommunen vil.«

Tidligere rådmand: Uambitiøst

Også Jesper Kjeldsens forgænger som kulturrådmand, Rabih Azad-Ahmad (R), der trådte ud af byrådet ved årsskiftet, finder forslaget kritisabelt.

Som kulturrådmand kæmpede han gennem en årrække for planerne om et vandland i Gellerup og mener fortsat, at Aarhus mangler den type facilitet.

»Jeg synes ikke, at det er særligt ambitiøst. Med mange børnefamilier har Aarhus brug for et familiebad, der kan mere end de bade, vi har i landsdelen. Rigtig mange aarhusianere tager til Randers, Horsens og andre byer, fordi vi ikke har et ordentligt tilbud til hele familien,« siger han.

Rabih Azad-Ahmad er ikke modstander af et nyt bassin på Frederiksbjerg, men kritiserer, at pengene skal findes ved at opgive dele af økonomien bag Gellerup-projektet.

»Socialdemokraterne har gennem årene ikke været særligt optaget af at afsætte penge til flere idrætsfaciliteter. Jeg håbede, at den nye rådmand ville lægge en anden linje. Aarhus halter alvorligt på idrætsfaciliteter, men i stedet for at indhente det store efterslæb vil man bare flytte rundt på nogle penge. Det er uambitiøst.«

Ifølge den tidligere rådmand var Familiebadet en hjørnesten i transformationen af Gellerup. Derfor frygter han, at endnu en nedskalering kan få konsekvenser for planens succes.

Gellerupbadet har 55 år på bagen og trænger til en kærlig hånd. Foto: Tobias Nicolai

Boligforening ser en mulighed

Hos Brabrand Boligforening er direktør Kristian Würtz mindre bekymret for, at endnu en nedskalering ender med en maveplasker for Gellerup.

Han hæfter sig ved, at kulturrådmanden vil renovere med fokus på familiebrug. Det 55-årige svømmebad trænger til en gevaldig opgradering, og en gennemgribende renovering kan stadig ende som et betydeligt løft, forklarer han.

»Vi har et træt, gammelt svømmebad, som trænger til en kærlig hånd. At lave en renovering og ombygning/tilbygning, som fokuserer på at gøre det attraktivt for børnefamilier, vil være en gevinst – både for Gellerup og Aarhus,« siger han.

Direktøren, der har en fortid som socialdemokratisk byrådsmedlem og rådmand, mener ligesom A. Enggaard, at en vandattraktion kan spille en vigtig rolle for Gellerup.

Men efter årevis med planer, der ikke er blevet realiseret, er han parat til at se pragmatisk på sagen.

»Udfordringen er jo, at det projekt, man ønskede, har været svært at realisere. Hvis rådmanden med den her tilpasning kan bringe et klart bedre svømmetilbud til Gellerup, så tror jeg, at vi skal vælge at se det som en mulighed.«

83 mio. kr. bliver i Gellerup

Selv om Socialdemokratiets forslag altså flytter penge fra det planlagte Familiebad til Frederiksbjerg, er der ikke tale om, at de 83,1 millioner kroner, som allerede er afsat til selve byggeriet i Gellerup, forsvinder fra bydelen.

Det fremgår af en finansieringsforklaring, som kulturrådmand Jesper Kjeldsen har sendt avisen.

De penge skal i stedet bruges på at renovere og forbedre det gamle Gellerupbad. Teknik og Miljø er ved at undersøge, hvad der konkret skal laves, og hvad det vil koste.

Det er derimod penge, som var afsat til driften af det nye Familiebad, der skal hjælpe med at finansiere byggeriet på Frederiksbjerg.

Kommunen har afsat tre millioner kroner om året til driften. Den bevilling vil rådmanden over 30 år bruge til at finansiere 59,9 millioner kroner af det nye bassin. Yderligere 8,5 millioner kroner, som allerede er opsparet til driften af Familiebadet, skal samme vej.

De sidste 25 millioner kroner til det 93,4 millioner kroner dyre bassin foreslår Socialdemokratiet at tage fra kommunens anlægsbuffer.

Så Gellerup beholder de 83,1 millioner kroner til sit eksisterende bad, men mister de driftsmidler, der skulle have gjort det nye Familiebad muligt.

Kulturrådmand mener, at det er bedst for Aarhus, at byen både får et nyt bassin i midtbyen og et renoveret Gellerupbad. Foto: Tobias Nielsen

Rådmand: Bedst for byen

Jesper Kjeldsen afviser, at budgetforslaget betyder et decideret dødsstød til et familiebad i Gellerup.

Men han ser heller ikke for sig, at det store projekt til 400 millioner kroner kan realiseres.

»For mig er det vigtigste at sikre, at flere aarhusianere får adgang til svømmefaciliteter. Det har byen desperat brug for. Aarhus Kommune har i mange år arbejdet for at realisere et meget ambitiøst svømmebadsprojekt i Gellerup. Vi må bare konstatere, at den nødvendige økonomi ikke kunne rejses.«

»Derfor ønsker jeg nu, at vi skifter spor, så de midler, der længe har været prioriteret til at forbedre vandkapaciteten i Aarhus, nu også bliver brugt til formålet. Jeg har foreslået en løsning, hvor Gellerupbadet renoveres og forbedres væsentligt, samtidig med at vi får et helt nyt bassin. Det tror jeg er bedst for byen,« skriver han i en skriftlig kommentar.

Rådmanden understreger samtidig, at han ønsker flere idrætsfaciliteter i Aarhus. Sammen med Venstre, De Konservative og Radikale Venstre har Socialdemokratiet derfor stillet forslag om at afsætte yderligere penge til idrætsfaciliteter ved de kommende budgetforhandlinger.

Tilbage står Gellerup dog med et noget andet projekt, end bydelen var stillet i udsigt, da omdannelsen begyndte.

De 83,1 millioner kroner er stadig, for nuværende, på vej, men det store, nye bad, der skulle være en attraktion for hele Aarhus og trække mennesker til Gellerup, ser ud til at være længere væk end nogensinde.

Se video: