Fortsæt til indhold

Vil du se Danmarks længste elevator eller en ambulance indefra: AUH inviterer til "Åbent Hospital"

Søndag den 6. september slår Aarhus Universitetshospital dørene op til Åbent Hospital, hvor hele familien kan komme tæt på hverdagen, fagligheden og teknologien på et moderne universitetshospital.

Samfund
jro

Hvordan ser en ambulance ud indvendigt? Hvad sker der med blodprøver, efter de er taget? Og hvordan klargøres tusindvis af kirurgiske instrumenter til operationer?

Det kan besøgende blive klogere på, når Aarhus Universitetshospital 6. september klokken 10-14 åbner dørene til Åbent Hospital. Det landsdækkende arrangement foregår samme dag på hospitaler i hele landet i regi af Danske Regioner.

Alle interesserede kan komme med bag kulisserne i Forum og Forsyningsbyen. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding, skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Mød Sundhedsråd Aarhus

Flere medlemmer af Sundhedsråd Aarhus deltager også i dagen. Her kan besøgende høre om arbejdet med blandt andet at styrke de nære sundhedstilbud og sikre høj og ensartet kvalitet og fordeling af ressourcer.

Kom med i Danmarks længste elevator og se de imponerende logistikgange - Åbent Hospital 2025 Foto: Jens Hjalte Løgstrup

»Åbent Hospital er god anledning til at opleve Aarhus Universitetshospital – både som akuthospital for Aarhus og Samsø og som højt specialiseret hospital for hele regionen. Vi glæder os til at møde borgerne og fortælle om det arbejde, vi laver i Sundhedsråd Aarhus,« siger Purnima Erichsen, formand for Sundhedsråd Aarhus.

Prøv et af hospitalets køretøjer - Åbent Hospital 2025 Foto: Jens Hjalte Løgstrup

Aktiviteter for hele familien

Programmet byder på aktiviteter både indendørs og udendørs. Besøgende kan blandt andet gå på skattejagt gennem haverne mellem Forum og Forsyningsbyen, besøge forskellige stande og deltage i rundvisninger i hospitalskøkkenet, psykiatriens venteområde og sterilafdelingen.

»Dagen giver os en helt unik mulighed for at vise, alle de mange forskellige fagligheder der skal spille sammen, for at vi kan tage os godt af vores patienter hver dag – fra sundhedspersonalet, der står tæt på patienterne, til de medarbejdere, der sikrer, at hospitalet kan fungere døgnet rundt. I år er det ekstra særligt, fordi psykiatrien nu er en integreret del af hospitalet. Vi glæder os til at tage imod store og små nysgerrige gæster,« siger Thomas Balle Kristensen, sundheds- og hospitalsdirektør, Aarhus Universitetshospital.

Se video: