Fortsæt til indhold

Niels klarede 40 dage alene – bagefter traf han en stor beslutning om sit liv

Efter at Niels Ulrik Drescher deltog i "Alene i vildmarken", vidste han, at han var nødt til at bytte byen ud med et liv på landet, hvor der er rådyr i haven og ro i hovedet. Nu håber han at kunne inspirere børn og unge til at komme mere ud i naturen.

Samfund

De seneste mange lørdage har seerne kunnet følge Niels Ulrik Drescher i DR’s populære program ”Alene i vildmarken”. Han var en af de sidste tre deltagere tilbage og klarede 40 dage i den finske natur.

Efter at være vendt tilbage fra vildmarken i november 2025 stod én ting klart for ham. Han kunne ikke vende tilbage til et liv i byen.

Niels Ulrik Drescher er opvokset i den lille landsby Feldballe på Djursland, og da han begyndte at studere medicin, flyttede han til Frederiksbjerg i Aarhus. Men det skulle være slut.

»Jeg var simpelthen dødtræt af betonjunglen og gadelys. Men mest af alt så var det, fordi jeg vidste, hvor godt jeg havde det i skoven,« fortæller han.

Derfor skulle der ske noget nyt efter et liv i byen med overboer, der træskede rundt, og støj lige uden for døren.

Det er grunden til, at han nu bor i Norsminde 16 kilometer syd for Aarhus.

Inden han tog afsted til vildmarken, havde han talt med sin kæreste og et vennepar om, at de fire ville finde et sted at bo sammen, hvor der var have, men de havde aftalt, at det skulle være inden for Ringvejen. Derfor krævede det da også lidt overtalelse.

»Jeg skulle virkelig have gang i snakketøjet for at sælge idéen til de øvrige, fordi det er noget længere væk.«

De tre andre blev dog overbevist, da de kunne se, at der var masser af plads, at det lå tæt på havet, og at der var rådyr omkring.

»Der er så mange muligheder herude, og så er der virkelig rendyrket ro,« fortæller han.

Den ro er noget, han fandt sig til rette i efter at have tilbragt lidt over en måned med sig selv i vildmarken. Roen lærte ham at blive bedre til at håndtere myldretanker i hovedet.

Niels Ulrik Drescher er 27 år og læser medicin på Aarhus Universitet. Foto: Martine Munkholt Christensen

Morten Korch-agtigt

Det eneste, der kan være en ulempe ved at være flyttet uden for byen, er afstanden. De har to biler, når det bliver for langt at træde i pedalerne på cyklen. Til trods for afstanden, er Niels Ulrik Drescher ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg at flytte ud på gården.

»Det føles stadig lidt som at være i sommerhus hver dag,« siger han og fortsætter:

»Jeg står op, spiser min morgenmad og siger lige hej til rådyrene ude på marken for at gøre det helt Morten Korch-agtigt. Den er god nok, de står derude,« siger han med et smil og peger ud i haven.

Når tiden ikke går med studie og arbejde bruger Niels Ulrik Drescher meget tid på praktiske gøremål på gården som at kløve brænde og bygge et drivhus. Det giver ham en følelse af at være træt på en god måde efter at have brugt kroppen i mange timer og fået røde kinder.

Brombær fra haven, som han også bruger i drinks, når der holdes fester på gården. Foto: Martine Munkholt Christensen

På sigt vil de gerne have får på gården, men næste år begynder de i det små og vil gerne have høns.

»Tiden går bare langsomt herude. Det er vildt dejligt at kunne sidde herude i baghaven og spise aftensmad og nyde solens sidste stråler.«

Naturen som middel til et godt sind

Niels Ulrik Drescher har fortalt åbent om, hvordan han i sin barndom havde følelsen af ikke at passe ind, og hvordan han fandt ro i naturen. Selv om det ikke blev til en sejr i »Alene i vildmarken«, har det, at han har fået lov til at fortælle sin historie, givet mere end, han har turdet håbe på.

»Vildmarken var fuldstændig eminent fedt, og det inspirerede mig til at flytte ud på landet. Men det allerstørste ved det hele, det er at kunne få lov til at snakke til børn, unge og deres forældre, som har brug for det,« siger han.

Han vil gerne inspirere børn og unge til at komme ud i naturen og formidle, hvordan naturen kan være et middel til et godt sind. Det vil han gøre gennem foredrag, som han har flere af i kalenderen, på sin Instagram-profil, som har over 26.000 følgere, og gennem tv optrædener.

»Der er ikke noget, der hedder forkerte børn. Det findes simpelthen ikke. De er bare ikke blevet rummet og forstået endnu,« afslutter han.

Se video: