Store ændringer i Mobilepay – men ikke til alle. I første omgang
Denne opdatering udrulles langsommere end normalt, skriver Mobilpay.
47.000 danske Mobilepay-brugere får i denne uge adgang til et nyt design i appen.
Opdateringen skal gøre Mobilepay mere enkelt og give brugerne et bedre overblik.
Det skriver Mobilepay i en pressemeddelelse.
Den største ændring er startsiden, som fremover består af flere felter. Her bliver blandt andet afventende anmodninger og andre aktuelle ting lettere at finde.
Betalingskort flytter samtidig til knappen ‘Wallet’, hvor loyalitetskort også ligger. Her vil der med tiden blive tilføjet flere funktioner.
Opdateringen rulles ud til få brugere
MobilePay ruller denne gang opdateringen langsommere ud end normalt, lyder det.
I første omgang får én procent af brugerne i Norden den nye udgave af Mobilepay eller søsterappen Vipps. Det svarer til 130.000 nordiske brugere.
I Danmark får omkring 47.000 brugere det nye design i denne uge. Det er tilfældigt, hvem der bliver udvalgt.
Brugerne får mulighed for at give deres mening om designet, som derefter kan finjusteres, inden opdateringen bliver sendt ud til flere.
»Sidst Mobilepay fik et nyt design var i 2024, da vi indførte samme design på tværs af hele Norden. Siden har vi haft travlt med at lancere nye funktioner, og nu er tiden kommet til et nyt og enkelt design, som vi håber, at brugerne vil tage godt imod,« siger Jeanette Hertzum, landechef for Mobilepay i Danmark.
Kontaktløse betalinger fylder mere
En af de større ændringer i Mobilepay det seneste år er kontaktløse betalinger i butikker.
Her kan brugerne vælge Mobilepay som standard i stedet for Apple Pay og Google Pay.
Der bliver løbende tilføjet flere banker, korttyper og funktioner til betaling og deling af udgifter og regninger.
Opdateringen kommer, når brugerne opdaterer til den nyeste version af Mobilepay i App Store eller Google Play.
læser
Søren har fået nok af hetzen. Nu sælger han sit livsværk
lige nu