Kulturelt mødested tager stort skridt, og alle er inviteret med
Stenvad Mosebrug indvier 5. september tre helt nye værksteder. Det er en vigtig etape i udviklingen af det kulturelle mødested.
Vær med til at fejre stor milepæl på Stenvad Mosebrug
Den 5. september er en vigtig dag på Stenvad Mosebrug. Her åbner stedets tre nye værksteder med en stor fest, hvor alle kan se værkstederne og prøve at skabe på workshops.
Der er nemlig gang i kreativiteten på Stenvad Mosebrug. Efter hårdt arbejde fra frivillige, brugere og ansatte på Mosebruget samt venlig økonomisk støtte fra Nordea-fonden og SparNord kan stedet slå værkstedportene op til TRÆ, LER og TRÅD.
»Vi er superglade for at være nået så langt. Vores drøm om at skabe et sted for fællesskab, kreativitet og det gode liv på landet er kommet et stort skridt nærmere”. Der er nemlig andet og mere på spil end bare maskiner og smukke rammer,« udtaler Mosebrugets leder, Ikki Knudsen i en pressemeddelelse.
»Vi tror på, at kulturhusene på landet kan være med til at få folk til at se, at et liv på landet er et liv med kultur, fællesskab og kreativitet. Stenvad Mosebrug er et mødested hvor forskellighederne på landet kan omdannes til nye ideer og projekter. Vi mener, at netop forskellighederne er en af landområdernes store forcer – her kan du ikke finde en stor gruppe, der mener, lever og er præcis som dig selv. På Stenvad Mosebrug kan man opdage, hvordan forskellige liv og holdninger kan bruges som en styrke,« uddyber Ikki Knudsen.
På dagen bliver livet på værkstederne suppleret af musik i gården, togture med smalsporsbanen, historiske rundvisninger og ikke mindst et smugkik ind i den store Tørvehal, der er under ombygning.
Her fortæller Ikki Knudsen om planerne for Stenvad Mosebrug på lidt længere sigt og giver en fornemmelse for, hvor smuk hallen bliver efter ombygningen.
Det hele sker 5. september fra klokken 11-16, hvor alle får muligheden for at se, hvordan de kunne komme til at bruge Mosebruget og blive en del af det store fællesskab på stedet.