Fortsæt til indhold

Kunststien er et kæmpe tilløbsstykke: Nu fortsætter den hele året

Samfund

Da Kunststien i Grenaa Plantage i år skulle indvies i juli, var det med en hel del skepsis, at projektleder Ingolf Steffensen tjekkede vejrudsigten.

Solen plejer ellers altid at skinne over åbningsseancen, men 19. juli var det med regnvåde skyer hængende over plantagen.

Alligevel dukkede omkring 200 mennesker op til indvielsen, og det fortæller på mere end én måde en særdeles positiv historie om det lokale kunst-initiativ.

For det første har interessen for årets kunststi været overvældende. Arrangørerne i kunstforeningen På Sporet har ikke nogen egentlig tælling på, hvor mange der besøger den gratis kunstudstilling, der strækker sig over tre kilometer i plantagen, men anslår, at mellem 10.000-20.000 hvert år besøger Kunststien.

I år vurderer Ingolf Steffensen dog, at interessen har været endnu større.

»Jeg tror, der har været 25.000 igennem i år. Jeg kan jo ikke sige det med sikkerhed, men min vurdering er, at der har været en del flere i år. Nogle af dem besøger den jo så flere gange, men jeg synes virkelig, det er blevet et tilløbsstykke,« konstaterer Ingolf Steffensen.

Løfter i flok

Det åbner for den anden del af den gode historie, som handler om at løfte i flok.

På Sporet har et tæt samarbejde med Hotel Marina, hvor Kunststien også starter.

Da regnen silede ned 19. juli, tøvede hoteldirektør Jess Kallesøe da heller ikke med at åbne dørene til hotellet, så selve indvielsen kunne foregå i tørvejr.

Omvendt har Kunststien trukket masser af mennesker ned i området omkring hotellet, og sommeren igennem har Hotel Marina stået klar med både kaffe og kage eller frokoster, når gæsterne har afsluttet ruten.

Samarbejdet er et eksempel på, hvordan lokale aktører kan skabe mere, når de hjælper hinanden, mener Jess Kallesøe.

»Det giver bare noget liv hernede. Her kommer jo masser af turister, og så skal de lige ned og se, hvad der sker her, så det er også et rigtig godt alternativ til stranden. Det er bare et godt eksempel på, at vi ikke kan løfte alt alene. Hvis vi står sammen, løfter vi 100 gange så meget. Sådan er det med alt,« siger Jess Kallesøe.

Kunstturen fortsætter

Og samarbejdet mellem kunststien og hotellet slutter ikke, når årets rute bliver taget ned med udgangen af august.

På et grønt område bag Hotel Marina er de første værker allerede stillet op, og her skal der etableres en mindre og mere permanent kunstrute.
Planen er, at en del af værkerne fra kunststien skal flyttes dertil og fortsat kunne opleves gennem efteråret og vinteren.

»Så kan vi køre det videre, så der ikke næsten går et helt år, inden kunststien kommer tilbage,« siger Jess Kallesøe.

Der skal anlægges en sti gennem området og sættes lys op, så skulpturerne også kan opleves, når mørket falder på.

Tanken er, at udstillingen skal være åben hele året, og at kunstnerne løbende kan udskifte deres værker. De udstillede værker vil desuden kunne købes.

I det grønne område bag Hotel Marina bliver der skabt en kunststi i mindre format igennem de små stier, når den lange igennem plantagen lukkes ned 30. august. Her bliver der blandt andet sat noget lys op, så det også er muligt at opleve kunsten, når efterårsmørket begynder at melde sig. Foto: Simon Carlson

Den nye udstilling skal ikke erstatte kunststien i plantagen, understreger Ingolf Steffensen.

Når kunststien vender tilbage næste sommer, er håbet i stedet, at de to tilbud kan supplere hinanden og give besøgende endnu mere kunst at gå på opdagelse i.

Der arbejdes på en officiel åbning af området i september, men datoen er endnu ikke fastlagt.

For Ingolf Steffensen er udvidelsen endnu et resultat af et samarbejde, hvor idéer hurtigt bliver omsat til handling.

»Vi skal jo huske at hjælpe hinanden med at holde hjulene i gang,« siger understreger Ingolf Steffensen.

Kunstudstillingen over cirka tre kilometer i Grenaa Plantage er gratis og kan opleves til og med 30. august.

Se video: