Fortsæt til indhold

Super sommer gav travlhed på strandene

Der var i alt 36 livsfarlige situationer ved de danske strande denne sommer.

Samfund

Sidste uge lukkede TrygFonden Kystlivredning de rød-hvide livreddertårne på strandene for sidste gang i år. Den varme sommer trak mange badegæster til strandene og gav travlhed for livredderne både på land og i vandet. I 36 tilfælde var der tale om situationer, hvor en eller flere badegæster var i potentiel livsfare, fremgår det af en pressemeddelelse fra Trygfonden.

»Det har været en fantastisk sommer med rigtig mange mennesker på strandene. Det har betydet meget arbejde for vores livreddere, for når der er mange mennesker, er der også flere, der potentielt kan komme til skade, blive væk eller uforvarende komme i en farlig situation i vandet,« siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning i pressemeddelelsen.

»I år har vi haft en del eftersøgninger af børn, der var blevet væk, og så har vi haft mange badegæster, der har haft brug for hjælp efter møder med brandmænd. Vi har også haft travlt med både forebyggende aktioner, for eksempel hvis folk har været på vej ud i vandet med et SUP-board i fralandsvind, og de mere kritiske situationer, hvor der har været brug for livreddernes hjælp til eksempelvis at bjærge nødstedte i land eller yde livreddende førstehjælp.«

De foreløbige tal viser, at livredderne i løbet af sommeren har gennemført 60.745 indsatser, hvoraf det i 36 tilfælde vurderes, at personer potentielt har været i livsfare. 3.930 gange har badegæster haft brug for almindelig førstehjælp, for eksempel efter at være blevet ramt af en brandmand, have skåret sig eller som følge af dehydrering eller utilpashed i varmen. Til sammenligning havde livredderne sidste år 21 såkaldte livreddende aktioner og 2.260 almindelige førstehjælpsaktioner.

»De kritiske aktioner i år har involveret både badegæster, der har overvurderet egne evner og pludselig er blevet for udmattede til selv at komme ind til land, samt udøvere af forskellige vandaktiviteter, fx windsurfere og folk på SUP-boards. Selvom vinden ikke har været så kraftig i år, som vi nogle gange tidligere har oplevet, har der stadig været mange, som er blevet overrasket af fralandsvind og har haft brug for livreddernes hjælp til at komme i land. Det er nok også et udtryk for, at der er en del, som gerne vil prøve kræfter med vandaktiviteter på et board af den ene eller anden slags, men som ikke er så rutinerede på vandet og ikke ved, hvor hurtigt man kan drive til havs,« siger Anders Myrhøj.

»Heldigvis har mange valgt at tage til vandet i nærheden af vores livreddere. Vores foreløbige tal viser, at livredderne har gennemført over 7.000 forebyggende aktioner – altså hvor de griber ind, inden en situation udvikler sig skidt. Sidste år havde vi omkring 5.300, så det er markant flere i år og vidner også om, hvor mange mennesker der har søgt mod vandet i løbet af sommeren.«

I den kommende tid, hvor vandet stadig er lunt, men der ikke længere er livreddere til at holde øje, opfordrer de til, at man altid bader eller tager på vandet sammen med andre, så man kan holde øje med hinanden og tilkalde hjælp, hvis uheldet skulle være ude.