Fortsæt til indhold

20 procent mere i kassen, men hvor pokker skal vi gøre af det hele?

Røde Kors-butikken på Jernbanegade i Ryomgård fejrer 30-års jubilæum med masser af kunder i de skønne lokaler. Efterhånden er succesen blevet så stor, at lokalerne er blevet for små.

Samfund

Den 31. august markerer Røde Kors Midtdjurs genbrugsbutik i Ryomgård sit 30-års jubilæum på byens længste og smukkeste gadestrøg, Jernbanegade, med det mørkegrønne vandtårn som fikspunkt skråt over for genbrugsbutikken.

Jubilæet er ikke blot en fejring af tre årtiers drift, men også en anledning til at se tilbage på butikkens udvikling, dens betydning for lokalsamfundet og de udfordringer, der præger hverdagen for de frivillige.

Historien om butikken begynder i 1996, hvor teologen Lilian Kaasing Sørensen (1942-2024), der boede i Ryomgård og i mange år var en skattet medarbejder i Midtdjurs Ungdomsskoles klub i kælderen på Marienhoffskolen, tog initiativ til at åbne en genbrugsbutik i den tidligere DSB-kiosk ved Ryomgård Station.

Med godkendelse fra Røde Kors’ bestyrelse blev kiosken forvandlet til et samlingspunkt for genbrug og socialt engagement. Lokalet, der i dag fungerer som venterum og toilet for letbanens passagerer, blev hurtigt fyldt med tøj, sko, bøger, porcelæn og småmøbler. Den centrale placering sikrede en jævn strøm af kunder fra tog og bus, og butikken blev et fast indslag i bybilledet.

Første år i kiosken

I de første år var pladsen begrænset, men stemningen var præget af fællesskab. Frivillige fra lokalområdet stod for sortering, salg og indsamling af donationer. Butikken blev løbende renoveret, og lokale håndværkere samt fonde bidrog med støtte til både inventar og kasseapparat.

I 2017 blev det nødvendigt at flytte butikken til stationsbygningens pakhus. Flytningen skyldtes et ønske om mere plads, især til møbler, som var blevet en efterspurgt varegruppe.

Pakhuset blev sat i stand med respekt for de historiske bygningsdetaljer, og de nye rammer gav mulighed for et større og mere varieret sortiment. Butikken blev indrettet i et underskønt og rustikt rum med både hems og stil, hvor hylderne bugner af varer i mange kategorier.

Atmosfæren er præget af det gamle stationsmiljø, og tøjet står snorlige og venter på nye brugere.

Vi bestræber os på, at tøjet ikke fejler noget, og vi sorterer grundigt i baglokalet, selv om pladsen er trang

Pladsen er stadig trang

Selvom flytningen gav mere plads, viste det sig hurtigt, at lagerplads og sorteringsmuligheder stadig er en udfordring.

Butiksleder Ulla Abrahamsen siger: »Vi flyttede for at få mere plads, især til møbler, men vi har stadig ikke lagerplads nok, og møblerne er nu outsourcet igen.«

I dag er omkring 20 frivillige tilknyttet butikken. Frivilligheden er rygraden i butikken, og uden de mange timer, som de frivillige lægger, ville butikken ikke kunne fungere.

De frivillige dækker vagter og sorterer de mange donationer. En gruppe »mænd’er« står for indsamling af dødsboer og større donationer.

Butikken har åbent mandag til fredag fra klokken 11 til 17 og lørdag fra klokken 10 til 13. Der er typisk fire frivillige på arbejde dagligt, fordelt på to vagter. Kun få dage er der kun én på vagt, og lige nu er der kun én afløser. Det gør det svært at dække alle vagter med to.

Tøjet på hylder og knager er af meget fin kvalitet, som denne kjole, som Grethe Engbjerg (tv.) og Ulla Abrahamsen viser frem. Foto: Lars Norman Thomsen

Omsætningen er steget

Grethe Engbjerg har været frivillig i butikken i 25 år. Hun har også tidligere været butiksleder.

Hun fortæller, at der er stor efterspørgsel på genbrugstøj og andre varer.

»Vores omsætning er steget med 20 procent det seneste halve år,« siger hun stolt.

Efterspørgslen efter genbrugsgenstande har aldrig været mere markant.

«Vi kan se det på tilstrømningen af kunder i alle aldre, at det er blevet acceptabelt at købe genbrugstøj og andre varer, som reelt ikke fejler noget. Hos unge mennesker er det nærmest blevet in,« siger Grethe Engbjerg.

Butikken modtager mange donationer fra lokalområdet, og sortimentet spænder fra tøj til sko, bøger, porcelæn og småmøbler.

»Vi bestræber os på, at tøjet ikke fejler noget, og vi sorterer grundigt i baglokalet, selv om pladsen er trang,« fortæller Ulla Abrahamsen.

En tredjedel af omsætningen, der i år ligger på cirka 350.000 kroner, går til Røde Kors’ landsorganisation. Resten bruges til husleje, øvrige udgifter og indkøb til butikken.

Flere frivillige søges

Der er løbende diskussion om at flytte til nye og større lokaler, men beliggenheden skal være central. Det er ikke butikslokalet, der mangler plads, men bagrummet er simpelthen for lille.

»Vi har brug for mere lagerplads, og det er ikke en hemmelighed, at vi drømmer om noget større. Det er dog bestyrelsen, der træffer beslutningen,« siger Ulla Abrahamsen.

Røde Kors Midtdjurs opfordrer igen igen interesserede til at melde sig som frivillige.

»Vi tror på fremtiden, men vi har brug for nye frivillige. Også fordi det nuværende hold ikke bliver yngre. Det er jo ikke kun os, men mange andre, der har den udfordring,« lyder det fra Ulla Abrahamsen, som dog glæder sig over ved jubilæet, at søgningen til butikken aldrig har været større.

Det bliver endnu vildere i ugen efter jubilæet.

Grethe Engbjerg fortæller hvorfor:

»Vi fejrer vores 30-års jubilæum 31. august. Derfor er der først udsalg i den første uge af september.«

Se video: