Fortsæt til indhold

Sæson 2 af seerhittet Danefæ optages netop nu i Aarhus: »Skalaen og dramaet er større«

Arkæolog fra Moesgaard Museum i Aarhus har rådgivet manuskriptforfattere i forbindelse med tilblivelsen af anden sæson af Danefæ.

Samfund

En tv-serie om arkæologer, der bor i stråtækt hus ved Kerteminde på Fyn.

Det lyder måske ikke umiddelbart som opskriften på en massiv seersucces, men op mod en million danskere så sidste år hvert afsnit af Danefæ på TV 2.

Den slags tal kalder på en fortsættelse, og holdet bag Danefæ er netop nu i gang med at optage sæson 2 af serien. Her er Ester, spillet af Lene Maria Christensen, blevet udgravningsleder på Moesgaard Museum og skilt fra Michael (Anders W. Berthelsen). Han er dog også blevet ansat på museet, efter at en udstillingsskandale i første sæson kostede ham jobbet som direktør for Nationalmuseet.

»Den nye arena på Moesgaard Museum viser sig at være en nådesløs kampplads,« som det hedder sig i en pressemeddelelse fra TV2.

Dette medie har været med på settet til anden omgang af Danefæ, og det er ikke første gang, Lene Maria Christensen sætter sine ben på Moesgaard Museum.

»Jeg har altid syntes, det var virkelig spændende at komme her som gæst. Nu er museet rykket op i værdi for mig, fordi vi får lov til at arbejde her. Der er en storhed og skønhed og et virkelig smukt byggeri, som vi er rigtig glade for at optage i. Vi har også et landskab og en by omkring os, som meget generøst giver nogle utroligt smukke billeder,« siger hun.

At holde en skovl

Ifølge den populære skuespiller adskiller sæson 2 af Danefæ sig på flere forskellige måder fra første sæson.

»Ester og Michaels ægteskab er gået i opløsning, så de er på hver deres livsbane nu, og Moesgaard er et meget større sted, end Ester har været før. Hun bliver udfordret rigtig, rigtig meget både menneskeligt og også fagligt, og hun gør nogle ret spektakulære fund. Samtidig skal hun igen bokse mod nogle store spillere, som vil have det på deres egen måde. Jeg må ikke sige så meget, men skalaen og dramaet er større i sæson 2,« siger Lene Maria Christensen.

Sæson 2 af Danefæ instrueres af Mads Mengel, der her ses i samtale med Lene Maria Christensen. Video: Sten Brøgger

For at sikre sig, at skuespillerne kan virke troværdige som arkæologer ved Moesgaard Museum, har museets Mads Ravn været ind over manuskriptet til sæson 2 af Danefæ. Mads Ravn er arkæolog og leder af Lokal Kulturarv på museet.

»Jeg har været med i faglig sparring med manuskriptforfatterne, og jeg har været på settet, hvor vi filmede en udgravning. Vi plantede nogle ting, som skuespillerne finder, og vi har bidraget med at fortælle, hvordan det ser ud, når man graver i virkeligheden. 95 procent af befolkningen er nok ligeglade med, om man holder på en skovl på den ene eller den anden måde, men det bliver bemærket af fagfolk, og vi skal skildre vores del korrekt,« siger han.

Vigtig viden

Mads Ravn og ledelsen på Moesgaard Museum håber og tror på, at sæson 2 af Danefæ kan gøre en positiv forskel for museet.

»Vi har et fast segment af folk, der kommer og besøger os, og vi tror, at samarbejdet med serien betyder, at vi kan nå længere ud. Folk mellem 22 og 50 år kommer sjældent på museum, og dem vil vi jo også gerne have flere af på museet,« siger han og fortsætter:

»Men det er ikke kun for at få flere besøgende, selv om det selvfølgelig er vigtigt for vores økonomi. Det er faktisk også, fordi vi vil have flere folk interesserede i historie og få dem til at forstå, hvor vigtig den er, hvis vi skal forstå vores nutid rigtigt.«

Det forventes, at sæson 2 af Danefæ får premiere i 2027. Serien kan ses på TV 2 Play og TV 2.

Danefæ sæson 2 instrueres af Mads Mengel og produceres af Uma Film med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje.

Se video: