Farligt kemikalie lukker samme genbrugsplads for anden gang på 13 dage
»Af sikkerhedsmæssige hensyn har vi været nødt til at lukke genbrugspladsen midlertidigt. En indsatsleder er tilkaldt,« lyder det fra forsyningen.
For anden gang på 13 dage har Hinnerup Genbrugsplads måttet lukke ned.
Første gang var 12. august, og nu er det så sket igen. Tirsdag 25. august har Favrskov Forsyning på sin hjemmeside oplyst, at genbrugspladsen er lukket resten af dagen.
Årsagen er den samme som ved første lukning:
»Der er blevet afleveret et meget farligt og ustabilt kemikalie på pladsen. Af sikkerhedsmæssige hensyn har vi derfor været nødt til at lukke genbrugspladsen midlertidigt. En indsatsleder er tilkaldt og håndterer situationen. Ingen personer er kommet til skade,« lyder det fra forsyningen.
»Vi arbejder på at få materialet fjernet hurtigst muligt og håber at kunne genåbne pladsen snarest,« lyder det videre.
Ved første lukning havde en ukendt borger afleveret en ældre metalbøtte med æter, som i krystalliseret form er meget sprængfarlig og ustabil.
Avisen følger op på, om der er tale om samme farlige kemikalie denne gang.
Ved første lukning blev metalbøtten sprængt væk af beredskabet og bomberyddere fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste
»Det var et stort brag. Jeg stod uden for genbrugspladsen og tænker, man kunne høre eksplosionen over det meste af Hinnerup,« sagde Sune Petersen, driftsleder for genbrugspladser i Favrskov Kommune, dengang.
Mindre end en uge før episoden i Hinnerup blev der indleveret æter på Galten-Skovby Genbrugsplads. Her blev det ligeledes vurderet af sikkerhedsmæssige hensyn at lukke pladsen og tilkalde bomberyddere for at sprænge det væk.
I forbindelse med den sag er affaldsselskabet Renosyd netop kommet med en opsang.
læser
lige nu