To natlige brande efterforskes som påsatte
En person er set på overvågningskameraer inden brande i supermarked og industribygning.
Natten til onsdag indløb to anmeldelser om brand forskellige steder i Tranbjerg J.
Den første anmeldelse kom kl. 03.18, hvor det forlød, at der var brand i en dagligvarebutik på Ingerslevtoften.
Det var hos 365 Discount Tranbjerg, hvor der havde været kraftige flammer fra en palle med kul, og at ilden havde brændt sig gennem et vindue ind til butikken.
Avisen talte tidligere onsdag med butikschef Michael Nielsen, som fortalte, at man på overvågningskameraer kan se en person foran butikken ved de varer, som står ude foran. Det er blandt andet grillkul og jord.
Michael Nielsen fortalte, at det her ser ud til, at der bliver tændt en lighter eller en tændstik, og der sættes ild til grillkullene.
Da Østjyllands Politi ankom til stedet var brandvæsnet allerede var i fuld gang med slukningsarbejdet.
Den anden anmeldelse kom kl. 03.30 fra en vagt, som var kørt forbi en større industribygning på Sletvej i Tranbjerg J, hvorfra vagten kunne se en røgsøjle, oplyser Østjyllands Politi.
En patrulje blev sendt til adressen, hvor betjentene ved deres ankomst kunne konstatere, at der var en større brand i nogle containere og træpaller med ild, der løb op langs væggen mod tagudhænget.
Brandvæsnet ankom kort tid efter og påbegyndte slukningsarbejdet.
I begge tilfælde foretog betjentene en undersøgelse af stedet, afhørte vidner og sikrede spor.
Brandene efterforskes som påsatte, oplyser Østjyllands Politi.
læser