Skulle åbne i slut juli: Skimmelramt børnehus forventer først at åbne om et år
Børnehuset Guldsmeden blev lukket i juli på grund af skimmelsvamp, men nye prøver viser, at arbejdet bliver mere omfattende. Nu arbejder kommunen på en mere langsigtet løsning for børn og personale.
Legepladsen ved Børnehuset Guldsmeden, der tidligere summede af liv, latter og farverigt legetøj, står i disse dage tom – og vil gøre det i godt et år endnu.
Den 1. juli lukkede børnehuset, efter at Teknologisk Institut havde konstateret skimmelsvamp i to vægkonstruktioner og under et linoleumsgulv. Dengang var planen, at børnehuset skulle holdes lukket måneden ud.
Siden har Teknologisk Institut taget flere prøver, og de viser, at arbejdet bliver mere omfattende end først antaget.
I uge 34 landede en ny rapport fra Teknologisk Institut på Skanderborg Kommunes bord, og på den baggrund er planen nu, at børnene først kan vende tilbage i sommeren 2027.
»Teknologisk Institut har taget nye prøver, der peger på, at vi skal tage linoleumsgulvet af og undersøge betonen nedenunder og samtidig sikre, at der ikke igen opstår fugt og dermed skimmelvækst,« siger Mie Rauff Nielsen, der er chef for Ejendomscentret i Skanderborg Kommune.
Møbler og legetøj er pakket væk
Siden børnehuset lukkede i juli, er tiden gået med at rengøre møbler, legetøj og andet inventar og pakke det ned i containere, der står på rad og række på parkeringspladsen.
Et kig ind i børnehuset viser også, at lokalerne nu står helt tomme.
»Vi har arbejdet med, hvordan vi genhuser børnene både på den korte og den lange bane,« siger Mie Rauff Nielsen.
Indtil videre er børnene genhuset i Børnehuset Græshoppen, Børnehuset Horsegaard og Porskjær.
Vi har haft problemer med oversvømmelser og vandskade. Det kan også være byggefugt eller grundvandet. Der kan være mange faktorer, der har ført til, at vi har fået skimmelsvamp. Teknologisk Institut kan ikke helt præcist pege på, hvad årsagen erMie Rauff Nielsen, chef for Ejendomscentret i Skanderborg Kommune.
Men det er kun en midlertidig løsning. Nu, hvor det står klart, at lukningen kommer til at vare længere end først forventet, arbejder kommunen på en mere langsigtet løsning for både børn og personale.
Den plan bliver præsenteret for forældrene på et møde den 8. september.
Problemer med oversvømmelser
Det har længe været et velkendt problem, at Børnehuset Guldsmeden og Børnehuset Græshoppen, der ligger 130 meter fra hinanden, har haft problemer med oversvømmelser, når der er kommet meget regn.
Det fremgår blandt andet af Skanderborg Kommunes tekniske budgetplan, hvor der er afsat 700.000 kroner til etablering af en grøft og afløbsbrønd for at imødegå problemerne med overfladevand.
»Problemstillingen har været aktuel en del år, men og bliver nu forværret med hyppigere tilfælde af skybrud. Aktuelt oplever man to til fire gange om året at parkeringsarealer og stier/adgangsveje ved institutionerne bliver oversvømmet,« står der blandt andet.
Men om det er oversvømmelserne, der er årsag til skimmelsvampen i institutionen, er endnu ikke fastlagt.
»Vi har haft problemer med oversvømmelser og vandskade. Det kan også være byggefugt eller grundvandet. Der kan være mange faktorer, der har ført til, at vi har fået skimmelsvamp. Teknologisk Institut kan ikke helt præcist pege på, hvad årsagen er,« siger Mie Rauff Nielsen.
De mange oversvømmelser ved Børnehuset Græshoppen får dog ikke kommunen til at undersøge nabo-børnehuset for skimmelsvamp.
»Vi har ikke undersøgt Børnehuset Græshoppen for skimmelsvamp, for der har ikke været noget, der indikerer, at der skulle være skimmelsvamp der,« siger Mie Rauff Nielsen.
læser
Lokalt gartneri lander aftale med kæmpe kæde: »Vi er rigtig stolte«
lige nu