Fortsæt til indhold

Morbid melding fra politiet: Dræbt mand blev holdt nede under vandet af batteri

Politiet søger nu potentielle ejere til batteriet.

Samfund

Østjyllands Politi søger nu en mulig ejer af et batteri, der blev fundet i forbindelse med bjærgningen af en død mand i Gudenåen i mandags.

Politiet har siden fortalt, at manden blev dræbt, og batteriet er tilsyneladende blevet brugt til at holde den afdøde mand under vandet.

»Vi vil gerne i kontakt med den/dem, der mangler et sådan batteri. Den afdøde var fastgjort til batteriet og blev på den måde holdt nedsunket under vandet. Er det dit batteri, eller har du konkrete oplysninger om, hvor det kan stamme fra, så kontakt os,« lyder det fra Østjyllands Politi.

Det er dette batteri, der blev brugt til at holde den dræbte mand nedsunket under vandet. Foto: Østjyllands Politi

»Batteriet kan være stjålet i nærheden af gerningsstedet, så hvis du mener at have et sådan batteri, så tjek gerne, at det stadig er på sin plads,« uddyber politiet.

Østjyllands Politi meddeler desuden, at politiet stadig er interesseret i at høre fra folk, der har befundet sig i området den seneste uges tid, eller som har set en mand på 30-40 år og kun 165 cm høj, med kort mørkt hår, kort skæg eller lange skægstubbe og iført lyse shorts med lodrette striber.

»Vi ved ikke, hvor manden befandt sig, inden han blev dræbt, så vi er interesseret i at høre fra alle, der måtte have set en mand, der passer på signalementet – uanset hvor han er set,« skriver Østjyllands Politi.

Man kan kontakte politiet på telefonnummer 114, hvis man har oplysninger til sagen.